Bands der hader
Syv dokumentarfilm om slagsmål, skænderier, penge, misundelse og ofte ret god musik.
Da Robbie Robertson døde for nylig, var hans musik ikke det første, jeg kom i tanke om.
Nej, jeg tænkte på hans forhold til resten af The Band - et af de mest dysfunktionelle orkestre i rockens tidsalder, hvor medlemmerne ofte brugte længere tid på at skændes end på at lave musik.
Det var imponerende, at der faktisk kom nogle utroligt gode plader ud af det urolige hold, for det var ingen hemmelighed, at det stod bistert til på de indre linjer. Faktisk lavede folkene fra The Band flere film om deres stridigheder, og de er med på min liste over syv stærke dokuer om bands, der ikke kan være i stue sammen.
Once Were Brothers (USA, 2019)
Læg mærke til, at undertitlen er “Robbie Robertson and the Band”. Det er Robbies film. Hans historie. Hans vinkel. Når det er sagt, er det en virkelig god dokumentar, der følger The Band, fra de var nogle unge knægte i Toronto, via tiden som The Hawks i USA og op til mødet med Bob Dylan. Vi ser også, hvordan de genopfinder sig selv med et look og en sound, der i slutningen af 1960’erne var modsat tidens modernisme. Dokuen rummer mange referencer til The Last Waltz - koncertfilmen, de lavede sammen med Martin Scorsese, da The Band gik i opløsning første gang i 1978. “Engang var de brødre”. Ja, og de skændtes som brødre.
Se den på Filmstriben.
Ain’t In It For My Health (USA, 2010)
The Band-vanviddet set fra en anden vinkel. Trommeslageren Levon Helm var vred. Virkelig vred. Især på Robbie Robertson. Han var også junkie og syg og havde svært ved at styre sit liv. Men mange elskede Levon. Hans stemme! Og Ain’t In It For My Health er et rørende, nært portræt, hvor man bl.a. ser manden selv spille sammen med venner og kolleger ved intime sessions i hans hjem.
Se dem på YouTube.
A-ha - The Movie (Norge, 2021)
De pæne mennesker! Dysfunktionelle bands har det med at rulle videre, selv om alle hader hinanden. A-ha er et ærkeeksempel. 1980’ernes norske gigantsucces er stadig en arenafaktor, men det er ikke meget, de tre musikere ser til hinanden, når de ikke er på scenen. Der skal ikke indspilles ny musik, bliver det klart meddelt. Trioen vil simpelthen ikke kunne holde til at være så tæt sammen i længere tid. Et par af dem skændes stadig om, hvem der skrev riffet til ‘Take On Me’! Dokuen er et skræmmende billede af gruppedynamik og gammelt nag. Mesterligt.
Se den på Filmstriben.
Bros: After The Screaming Stops (UK, 2018)
Det kan være svært at fungere i et band, og det bliver ikke nemmere, hvis man skal gennemleve op- og nedturen sammen med sin tvillingebror. Matt og Luke Goss var et fænomen i slipstrømmen efter Wham!, og brødrene havde et par korte sæsoner på toppen af poppen. ‘When Will I Be Famous?’ sang de. Det gik kvikt. Det gjorde nedturen også. Siden har de to brødre haft det svært med hinanden, og dokumentaren følger deres forsøg på at lave et comeback. Det er piiiiinligt. Tå-krummende godt! Det gør ondt. Fantastisk film.
Kan lejes hos bl.a. Rakuten TV.
Some Kind Of Monster (USA, 2004)
Klassikeren. Der er sikkert mange bands, der har haft brug for en mægler, en coach eller en terapeut, men hvem lader et filmhold være vidne til alle samtaler og problemer? Metallica var i tovene i starten af 00’erne. Misbrug, storhedsvanvid, kreativ krise. De manglede en bassist, en producer, en retning. Ind kommer terapeuten Phil for at hjælpe dem på fode igen. Der bliver sagt sandheder. Det er en grum film om et bands interne dæmoner, og jeg har mødt musikere, som ikke tør se den, fordi den kommer for tæt på deres egne traumer. Det ender for Metallica med en plade og en ny bassist efter en hård proces, men det er ikke det vigtigste ved Some Kind Of Monster. Det handler om personerne og om, hvornår de får sparket Phil ud.
Se den på Netflix.
History of The Eagles (USA, 2013)
Alle verdens terapeuter ville ikke have haft en chance for at redde Eagles fra at være i struben på hinanden. Det var en sport for dem. Musikken var nydelig, men få bands har været så krigeriske, når det handler om karriere og penge. Der er guldøjeblikke på stribe i den lange dokumentar om deres historie. De mest sigende er dem, hvor Glenn Frey og Don Henley forklarer, hvorfor de andre i bandet skal have mindre i løn end dem. Det var vist Johnny Madsen, der sagde, at hvis du skal starte et band, så find først en advokat og en revisor. Man skulle tro, han havde spillet med Glenn og Don.
Måske skal du lede lidt for at finde en stream. Ellers findes filmen også på dvd.
The Velvet Underground (USA, 2021)
Rent visuelt en af de smukkeste moderne musikdokumentarer. Todd Haynes har lavet en kærlighedserklæring ikke bare til bandet, men til hele den scene, de var en del af. Andy Warhol, film og kunst er vævet sammen med musikken og den personlige historie mellem bandmedlemmerne. Det er ingen overdrivelse at påstå, at Lou Reed hader alle de andre i gruppen. Mange af dem hader også ham. Det er en stærk kreativ benzin i nogle år. Dokuen viser også, hvordan Velvet Underground påvirkede folk omkring dem, og man får en skøn medicin mod hadet, når blandt andre Jonathan Richman fortæller om sin kærlighed til gruppen.
Se den på Apple+.
Mere?
Film om dysfunktionelle bands er nærmest en genre i sig selv, og hvis disse syv film ikke er nok, er det bare at søge på f.eks. Oasis, Black Crowes, Fleetwood Mac, Pink Floyd, Spandau Ballet, Pixies, New Order, Simon & Garfunkel eller The Police. Så er der mere mudderkastning og flere skarpe verbale angreb på skærmen.