BONUS - Yacht Rock

Ny doku laver friske bølgeskvulp omkring Michael McDonald, Toto og vellydens westcoast.

Det var ikke en rigtig genre, da musikken blev skabt, men siden 00’erne har Yacht Rock været overskriften på den lækre lyd, der kom ud af Los Angeles i slutningen af 1970’erne og starten af 1980’erne.

Studiemusikere fandt sammen på kryds og tværs og spillede på myriader af hits. Fra Doobie Brothers og Toto til Steely Dan, Christopher Cross og mange flere. De havde en sound, de var dygtige, arbejdede hurtigt og nogle af sangene, de spillede på, blev ret gode.

Jeg er glad for Yacht Rock. Jeg ejer endda en Yacht Rock-T-shirt.

Jeg er målgruppen for den nye dokumentar om emnet fra HBO/Max. Yacht Rock kommer godt i havn og rammer fint balancen mellem seriøs musikalitet og humor. For det var også et miljø, der var for meget.

Det kan du læse mere om i dette BONUS-nyhedsbrev. Du kan også høre musikken, det handler om, hvis du tjekker min playliste længere ned ad siden.

Yacht Rock-listen begyndte, da jeg skrev en artikel om genren tilbage i 2012.

Dengang var fænomenet stadig nyt - selv om musikken var gammel - og jeg prøvede at skabe sammenhæng mellem fortidens westcoast og nutidens stilretninger.

Jeg skrev artiklen til Bloggers By Choice, og den blev begyndelsen på et langt dyk ned i et fænomen, som er opfundet som en hyldest.

Der er sket lidt siden, og jeg har indsat regibemærkninger (i kursiv) og opdateret et par småting. Men så heller ikke mere! Der er trods alt tale om en musikstil, der er frosset inde i en tidslomme.

Så hop med ombord. Sail on, sailor!

Stay soft – en ode til Yacht Rock

Bob Welch døde i sidste uge (7. juni 2012).

Der har været få nekrologer over den 66-årige guitarist, men Bob var en af de underkendte kaptajner på det gode skib, som kaldes Yacht Rock.

Yacht Rock er det sted, hvor westcoast-rock møder folky soul og funky jazz. Det er et vidunderligt univers, hvor alle kan synge og spille, og album bliver født til at ligge i vinduet i den mentale Guf-butik med et stort gult skilt, der skriger: ”Michael McDonald på kor!”.

Men det er IKKE ren westcoast, som kan være noget gyseligt noget. Det er heller ikke entydig funk eller soul. Det skal dog dufte af Californien, dyre studier og være smooth og laidback.

Ironi kan indsættes efter behov, og der kan være behov for rigelige mængder, når man begraver næsen i softrocks cool fætter, som den lød op gennem 1970’erne og et stykke ind i 1980’erne.

Bob Welchs claim-to-fame var tre år i Fleetwood Mac i den oversete periode fra 1971 til 1974, da det britiske bluesband udviklede sig til at være et kerneorkester på den amerikanske vestkyst.

Han var en af de guitarister, der byggede bro fra Peter Green til Lindsay Buckingham, og han medvirkede bl.a. på 1973-albummet Mystery To Me. Det er værd at opstøve alene p.gr.a. ‘Hypnotized’ – et potent møde mellem Yacht Rock og balearic.

Det er Bob Welchs guitar, der bærer ‘Hyonotized’. Som solist kørte han videre i samme retning, og det var, da jeg genhørte det fede el-klaver på hans ‘Don’t Let Me Fall’, at jeg røg på et Yacht Rock-trip, som fuldkommen har opslugt mig.

Der findes ingen officiel definition af Yacht Rock, så jeg er gået i gang med at bygge min egen playliste med oplagte hits og mindre åbenlyse kandidater.

Jeg er gammel nok til at have hørt en del af musikken, da den var nogenlunde ny, og har et had/kærligheds-forhold til den form for vellyd, som westcoast står for.

Det kan på linje med fusionsjazz være grusomt at lytte til, og Yacht Rock træder ind over begge genrer. Men de bedste sange kan noget særligt.

Min første sejlads gik fra Bob Welch til Crosby, Stills & Nash. Luksus-hippierne er egentlig for folky til at være cool, men deres ‘Dark Star’ (studieudgaven) har nogle sprøde congas, som vil passe til en grillfest i yachtklubben.

Jeg læssede på:

Doobie Brothers, Steely Dan, Eagles - men kun den sjælfylde ‘I Can’t Tell You Why’, ikke noget countryrock. ‘After Midnight’ med J.J. Cale er blues, men lød pludselig cool i en ny sammenhæng, mens ‘Lowdown’ med Boz Scaggs meldte sig selv ind.

Da det er min personlige fortolkning af Yacht Rock, det handler om her, er der blevet plads på listen til sange som Elton Johns ‘Are You Ready For Love’ med den kærlige soullyd, Robert Palmers ‘Every Kind Of People’ og ‘Ease Along’ med Cliff Richard, som på ingen måde er rigtig westcoast.

De sanges sound klinger som solnedgangsbarer og rammer mig et sted mellem L.A. og Ibiza.

Flere kom til:

Seals & Croft, America, Carly Simon, Nicolette Larson. Let soul med Smokey Robinson og Isley Brothers og sjældent spillede kunstnere som Looking Glass, Player og Marc Jordan klarede nemt cuttet.

Det begyndte først at blive indviklet, da jeg ville introducere moderne musik i Yacht Rock-universet.

Der er sgu ikke meget yacht-stemning over 2012 i et realpolitisk perspektiv (det er ikke blevet bedre i 2024). Det var der sådan set heller ikke over 1970’erne, og Yacht Rock opstod i skyggen af Vietnamkrigen, Oliekrisen og massearbejdsløshed. Måske derfor var eskapisme i høj kurs?

Interessen for blød, melodisk rock har i nyere tid været i vækst via grupper som Phoenix, Air og Daft Punk, og den musik, der i årtier var glemt i udsalgskasserne, oplever en revival hos andre end mig.

På sidste års Roskilde Festival (2011) brugte jeg sammen med blogbroder Peter Elsnab lang tid på at diskutere softrock og muligheden for at lave en Yacht Rock-festival.

Hvem skulle spille på vores kaj? Hall & Oates, måske, og ikke mindst nogle moderne kunstnere, der har de ældre musikeres dna i sig.

Vi var godt oppe og køre på Destroyers koncert. Her kom et nyt band, som flirter med Yacht Rock på et skrabet budget. De ville formentlig lyde som Roxy Music, hvis de havde flere penge.

Chromeo er det mest sikre navn på plakaten. Deres funky soul lyder, som om den er lavet af to fyre, der drømmer om 1970’erne.

Den opdaterede Yacht Rock er bedst, når den nøjes med at fantasere om fortiden og netop ikke hænger fast i 1970’erne. Der er jo ingen grund til at høre westcoast-agtige sange, hvis forbillederne skinner igennem. Det bliver retro på en alt for ortodoks facon.

Yacht Rock har brug for en vis mængde spas, hvis det skal være til at holde ud. Tjek f.eks. den kærlige og fjollede hyldest til fænomenet, som findes i web-serien Yacht Rock. (Som har en central rolle i den nye dokumentarfilm).

Særligt det afsnit, hvor “Michael McDonald” og “Kenny Loggins” bliver uenige om, hvor meget smooth rock egentlig må rocke, er høj klasse.

Min Spotify-liste er netop nu på 75 sange, men er langt fra færdig. (I 2024 er den vokset til 162).

Jeg har fået input fra åndfæller, der har mindet mig om potentielle Yacht Rock-perler af Ace, Groover Washington Jr., David Sanborn m.fl.

Jeg vil gerne finde flere danske numre, for musikken havde en stærk dansk kajplads.

Jeg har valgt et cut fra Mig & Charly-soundtracket, som har den helt rigtige sound, og overvejer, om der kan skæres en cool skive af en Rugsted & Kreutzfeldt-plade. Kasper Windings første soloplader er selvskrevne, Halberg-Larsen flirtede med stilen, mens C.V. lånte inspiration til fx ‘Bellevue’.

Sjovt nok er både ‘Mig Og Vennerne’ med Dieters Lieder og svenske Mauro Scoccos ‘Sommar i Stockholm’ en slags meta-Yacht Rock.

Danskerne synger om at køre til stranden, mens de hører ”Chaka Khan i radioen og en gammel Steely Dan”, og Mauro ser tilbage på sin tidlige ungdom i 1980: ”Vi spillede Doobie Brothers, drak gin & tonic, forsøgte at være cool”.

(Jeg har i nyhedsbrevet tidligere skrevet om Yacht Rocks danske fætter, Kystbanefunken, og stilens moderne udtryk, Letbanefunken. Læs mere her.)

Det er hård kost at høre så meget Yacht Rock, som jeg har gjort de seneste dage (nu år). Man bliver lullet hen af de bløde keyboards, de sprøde guitarstrenge og korene, der bare vælter ud af højttalerne.

Men i glimt bliver jeg hevet ud af paradis og mindet om, at westcoast-musikken havde mange mørke sider.

Både Steely Dan og Eagles har skrevet om det, og der findes en særlig afart af Yacht, man kalde californisk noir. Det var ikke smooth sailing alt sammen. Livet i overhalingsbanen knækkede musikere på stribe, og der skulle meget sprut og coke til at få musikken til at være så cool. “The Cuervo Gold, that fine Colombian,” som Steely Dan synger.

Det lød lækkert, men det var ikke kun spas at leve permanent i en drøm af solskin, studiesessions og store sejlbåde.

Fik jeg nævnt, hvordan Bob Welch døde?

Han skød sig.

(Den originale tekst blev bragt den 12. juni 2012 på Bloggers By Choice. Blog-kollektivet er lukket ned, men arkivet findes her.)