C.V. fylder 75
Fraklip fra fortiden: Et interview med C.V. Jørgensen.
Danmarks mindst synlige musiker fylder 75 den 9. maj. C.V. Jørgensen er et nationalt klenodie med sans for timing og sproglig finesse i en klasse for sig.
Han har ikke udgivet et album med ny musik siden 2002. Så det føltes nærmest aktuelt, da jeg støvede et interview af, som jeg lavede med ham dengang.
I anledning af 75-års dagen giver nyhedsbrevet dig et snapskud af C.V. fra en majdag ved Furesøen for 23 år siden.
Interviewet markerede, at C.V. Jørgensen skulle til at udgive Fraklip Fra Det Fjerne, der fortsat er hans seneste studiealbum! Han fortalte, at han var på jagt efter kernen i musikken og mente, at han var ved at være tæt på inspireret af bl.a. jazztrompeter, pakistanske sangere og knallerter.
Mødet med C.V. begynder her:
Der var engang, da C.V. Jørgensen sang knivskarpe samfundsrevsende rocktekster.
Det var dengang, man hørte hans ordrige fortællinger om Computer Charlie, Günther og de andre og sagde, at ham C.V., han har fingeren på pulsen. Eller neglen i såret, for det var bestemt ikke altid, den underfundige betragter kunne lide, hvad han så.
Men når C.V. Jørgensen udgiver Fraklip Fra Det Fjerne med sine første nye sange i otte år, har han bevæget sig endnu et skridt væk fra disse beskrivelser af tidens tern.
“Jeg skriver slet ikke den slags kommenterende tekster mere. Om de folk, du nævner, eller om diskoteker og klubber. Der færdes jeg ikke længere,” siger den 52-årige musiker.
Man kan vel godt skrive om tiden, selv om man sidder i en villa i Birkerød, forsøger jeg.
“Det kan man sikkert. Jeg har bare forsøgt at finde nye veje. Jeg kunne ikke blive ved med at skrive lange tekster om personer i blågrå kupeer. Der befinder jeg mig ikke. Og skrive ud fra hvad jeg læser i avisen eller ser på TV, har jeg ikke lyst til. Der må være nogle andre, der tager over, hvis de synes, den slags mangler i billedet. Jeg kigger indad. Og forsøger at bearbejde det kaos, der opstår af de ydre påvirkninger. Det finder jeg, når det går godt, er meget morsomt og stimulerende. Og til forskel fra i gamle dage, da der nærmest ikke kunne komme ord nok ind i teksterne, forsøger jeg at destillere. Komprimere.”
Hvis man kender C.V. Jørgensens plader, vil man have fulgt denne proces gennem 10-15 år. Med I Det Muntre Hjørne (1990) og Sjælland (1994) nåede han næsten ind til kernen og ramte en minimalistisk sound, der klædte hans stadig mere indadvendte tekster. Fraklip Fra Det Fjerne fortsætter bevægelsen, og selv om det fortsat er teksterne, fanklubben vil trække frem, når sangeren skal kanoniseres, fylder musikken mere og mere i lydbilledet.
Trompeten er æterisk, rytmen er meditativ, og musikerne får lov til at ånde i Kasper Windings rummelige produktion.
Jeg spørger, om han har overvejet helt at droppe ordene og lave en instrumentalplade.
“Det gør jeg hver gang, fordi musikken kommer først og siden hen det hårde slid med teksterne. En del af balladerne ville egne sig til det,” svarer han.
Selv lytter han kun sjældent til anden instrumentalmusik end jazz. En enkelt Shadows-plade, måske. Til gengæld fylder jazzen meget i hans univers.
“Det er primært Miles Davis, Coltrane, alle klassikerne. Cannonball Adderley. Hans Accent On Africa er en dejlig plade. Wes Montgomery, Jimmy Smith. Det må gerne være funky.”
Vinterens lyd
Vi sidder foran restaurant Jægerhuset i Holte og kigger ud over Furesøen. Carsten Valentin Jørgensen er kommet kørende fra Birkerød på sin knallert. Han har ikke kørekort til bil, og hans eneste forsøg bag rettet af en - hvad ellers? - 2CV endte i en hæk. Han har Ray Ban-solbriller på og en utændt cigaret i hænderne.
Jeg har netop forklaret ham, at bortset fra enkelte spørgsmål om udviklingen i hans tekstskrivning, skal dette interview ikke handle om ord, men mest om musik. C.V. er ellers altid noget med tekster.
Det er bare ikke hele historien på hans seneste plader, hvor Flemming Agerskovs trompet betyder mindst lige så meget som de altid roste ord.
“Trompeten fuldender vores sound. Det er sket de seneste år, hvor vi har bevæget os fra at være et traditionelt rockorkester til at være et band, der har en helt egen lyd. Flemmings spil er enestående. Både blødt, hårdt og uden forstærkning. Trompeten er blevet et hovedinstrument for os.”
Et andet element, der bliver ved med at dukke op i C.V. Jørgensens musik, er det indisk/pakistanske i form af tablas spillet af Ole Theill. I nye sange som ‘Neon Nok’ tages denne fornemmelse et skridt videre, så melodien og sangstemmen også synes at udspringe langt fra den typiske rocktradition.
“Jeg har da nogle Ravi Shankar-plader og lytter til den slags. Især Nusrat Fateh Ali Khan. Det har jeg gjort længe. Jeg faldt tilfældigt over et kassettebånd med ham. Det indiske og pakistanske har sneget sig ind ad bagvejen. Det er også med til at give musikken ro og få den til at hvile. Vi bevæger os rundt i et par akkorder ad gangen og helst ikke flere. Jeg ved ikke, hvor vi ender. Det kan dårligt blive mere minimalt. Jo, det kan det - én lang drone.”
Det er ikke alle C.V. Jørgensens fans, der har været lige begejstrede for hans nysgerrighed og lyst til at eksperimentere. Blandt den hårdkogte klan af tekstfikserede fanatikere med hang til at recitere hele albumsider synes der at eksistere en opfattelse af, at C.V. var bedre, da han spillede rock og udstillede samtidens dårskab.
Da bandet turnerede efter Sjælland, var der ligefrem højlydte opfordringer til at kyle trompeten ud.
“Det blev jeg stødt over. De kan ikke holde mig i et jerngreb til tid og evighed. Jeg laver stort set, hvad jeg har lyst til. Så privilegeret er jeg. Så må de hoppe med på vognen eller gå et andet sted hen. Hvad angår den store interesse for teksterne, er det fint med mig, hvis folk morer sig. Men de skal ikke tro, at jeg kommer ud og holder foredrag om den del af sagen.”
Det sker, han støder på alternative fortolkninger af sine tekster.
“Nogle kan være interessante. Jeg læste på nettet en sognepræsts fortolkninger af nogle af sangene fra Sjælland. Det var mægtig læsning. Ind i mellem var han spot on, andre gange var det vildt underholdende,” griner komponisten.
“Der er også mange gymnasieelever, der skriver opgaver om C.V. Jørgensen. Så bliver jeg ringet op. Hvis jeg kan hjælpe dem, gør jeg det gerne. De bliver så glade, og mange af dem får vildt flotte karakterer.”
Ingen coverversioner
Han sidder stadig med sin Prince Light i hånden. Ingen af os har ild.
»Det gør ikke noget. Jeg sidder bare og nulrer den,« siger han og lyder helt vildt meget som C.V. Jørgensen.
Mens andre har forsøgt sig med at indspille C.V. Jørgensens numre, er det sjældent han selv versionerer. Det er et bevidst (fra)valg.
“Der skal være en særlig lejlighed. Der er enkelte, der har forsøgt med vores sange, og det er måske det, der har virket lidt afskrækkende på mig, må jeg tilstå. Jeg har prøvet sammen med Steen Jørgensen fra Sort Sol. Vi har nogle ting liggende. Den meget omtalte plade, der ikke er blevet til noget. Det er udelukkende coverversioner. Det er sjovt, når det er sammen med Steen. Så sker der altid noget. Pladen skal nok komme engang.”
Sker det, at nogen spørger, om du vil skrive noget til dem?
“Det er der rent faktisk mange, der har gjort. Men de spørger kun én gang. Det er svært at skrive en tekst til en melodi, som andre har lavet. Mine ting hører til hos mig og meget få andre steder. Jeg ville gøre dem en bjørnetjeneste, og det skal vi ikke have noget af.”
En version af interviewet blev bragt i Jyllands-Posten 24. maj 2002.
Siden udgivelsen af Fraklip Fra Det Fjerne har C.V. Jørgensen turneret lejlighedsvis og udgivet to liveplader, den nyeste i 2012.
Og en bonus for dig, det vil længere ind: C.V. var i 1994 hovedperson i et DR-program, som er fuld af musik og årgangsfrisurer.