De bedste album i 2024 (som jeg har hørt)

Kneecap, Nia Archives, Pet Shop Boys og Beyoncés debatindlæg er med på min Top 10+.

Dec 18, 2024

Og det skete i de dage, at mennesker gik rundt og spurgte hinanden, hvilken musik de havde lyttet til i årets løb.

Nogle svarede, at de hørte det, de plejer at høre, mens andre prædikerede som besatte om nye navne og bevægelser.

Jeg tilhører en form for midtergruppe, der både jagter det næste friske fix og holder fast i gamle favoritter (hvis de kan levere).

Min årsliste indeholder de album, jeg har været mest glad for i 2024. Det er ikke en statisk installation. Pladserne er løbende til revision, men i det øjeblik, jeg trykkede SEND på Ugens Nyhedsbrev, blev de hugget i sten!

Jeg bruger selv andres lister til at orientere mig, og det er ikke få udgivelser, jeg først opdager, når de står på en årsliste.

Tag derfor min Top 10 - plus det løse - som inspiration til mere lytning.

Du får også en playliste!

Når jeg ser på indholdet, har jeg igen i år haft det godt med britisk musik, der rummer en form for groove. Soul, jazz, afrobeat, drum’n’bass fra UK har spillet sig ind i mit hjerte. Der blev også plads til en dosis rap, noget klub og klassisk synthpop.

Jeg genkender mig selv i mit musikår.

Årsopgørelsen er det sidste nyhedsbrev fra mig på denne side af jul og nytår. Jeg dukker op i din indbakke igen i 2025.

Her begynder min Top 10+. Der er en playliste i bunden af siden.

Kneecap fra det hjørne af Belfast, der holder med Irland.

1) Kneecap: Fine Art (Heavenly Recordings)

Jeg er farvet af den euforiske koncert på Roskilde Festival, hvor trioen fra Belfast gik amok og skabte et eftermiddags-rave med politiske undertoner. Kneecaps rap lander et sted mellem The Prodigy og grime, og pulsen er høj på Fine Art. England får fingeren, der er folkemusik i mikset, techno-elementer og flere elefanthuer end på en fodboldtribune. Læs om Roskilde-showet her.

2) Pet Shop Boys: Nonetheless (Parlophone)

Chris Lowe og Neil Tennant har længe haft veteranbilstatus, men duoen virker til at have mange kilometer tilbage i tanken. Pet Shop Boys arbejder altid i faser, og efter tre slagkraftige, elektroniske skiver skåret sammen med Stuart Price, har de åbnet en ny æra og leger nu med James Ford. Teksterne har den vanlige vemod, og en skygge af nostalgi sniger sig ind i bl.a. ‘New London Boy’ og ‘A New Bohemia’. Dertil kommer en masse ren pop. Jeg skrev mere om PSB tidligere i år.

3) Ezra Collective: Dance, No One’s Watching (Partisan Records)

Jazz som dansemusik. Det lyder som noget fra dengang, danserestauranterne lå tæt på Vesterbrogade i København, og alle havde store orkestre, men det er også en solid London-tradition. Byens yngre jazzscene har været ekstra stærk de seneste år, og Ezra Collective holder dampen oppe og gang i fødderne. Deres definition på jazz rummer afrobeat à la Fela Kuti, rap, dancehall og poesi, og gruppen tager finkulturen med en tur ud på gaden.

Det er ikke en The xx-plade, men The xx er sammen på pladen. PR-foto: Playground.

4) Jamie xx: In Waves (Young)

Kludetæppet In Waves er vævet med stor musikalsk kærlighed af skarpt klippede samplinger og gæstesangere. Jamie xx understreger på sit andet soloalbum, at han har en udsøgt fornemmelse for dansegulvets dynamik. Han kan løfte et fragment fra en gammel soulsang eller et dancehall-groove og skabe ren eufori. Romy og Oliver fra The xx dukker op sammen med The Avalanches, Honey Dijon m.fl.

5) Michael Kiwanuka: Small Change (Universal)

Hvis du aldrig har hørt en plade med Terry Callier, er det bare at komme i gang. Hans sjælfulde ånd svæver over Michael Kiwanukas fjerde album. Forbilledet høres i den milde stemmeføring og den symfoniske soullyd, der spiller smukt op til blide fortællinger og svævende melodier. Small Change er et varmt karbad i en kold tid skabt af Michael Kiwanuka sammen med producerne Inflo og Danger Mouse. Ja, man kan fornemme stærke forbilleder som Terry Callier og måske Zero 7, men sangeren er stadig i en klasse for sig.

6) Nia Archives: Silence Is Loud (Island/Universal)

Drum’n’bass-bølgen fortsatte i frenetisk tempo gennem endnu en musiksæson. Produceren og dj’en Nia Archives stod midt i det hele og forenede de kvikke, knækkede beats med sødmefuld vokal med en meget britisk klang. Der serveres rigeligt med bas, og tracks som ‘Crowded Roomz’ og ‘Cards On The Table’ kaster et skud pop ind på klubben.

7) Kendrick Lamar: GNX (Interscope)

En Los Angeles-plade. Fra spansksproget sang til funksamplingerne og et tekstunivers, der veksler mellem Gud og gaden. Kendrick Lamar er tilbage i den mere spartanske sound, der prægede gennembrudspladen good kid, m.A.A.d city, de store koncepter er sat på hold. Jeg er især vild med, at han puster liv i rap-balladen som form og nærmest rap-crooner sig gennem skæringer som ‘Luther’ (der sampler Luther Vandross og Gladys Knight).

Svær at få hold på. Beth Gibbons. Albumcover.

8) Beth Gibbons: Lives Outgrown (Domino)

Endnu en stor live-oplevelse påvirker måden, jeg lytter til Lives Outgrown. Koncerten med Beth Gibbons i Falkonersalen var tyst og intens, og hovedpersonen stod i skygge og talte først til sidst ganske kort til publikum. Stemningen og den smukke lyd matchede albummet, som bæres af indadvendte og besatte ballader. Endnu en delikat James Ford-produktion. Læs mere om musikken i Beths hjemby, Bristol, her.

9) Swamp Dogg: Blackgrass - From Virginia til 125th St. (Oh Boy Records)

Swamp Dogg er en evig outsider, der har skrevet og sunget tosset soul og R&B, siden han var barn i 1950’erne. I dag er han 82 og grov i munden på en charmerende måde. Hans bluegrass-plade er lidt til en side, men der er assistance fra fx Margo Price og Jenny Lewis. Man får en bid af historien om pladen i en brillant ny dokumentar, Swamp Dogg Gets His Pool Painted, som jeg så i USA i efteråret og anbefaler alle filmfestivalarrangører at booke til visning i DK. Kugleskør og vidunderlig.

Country & Willie. Foto fra Beyoncés Instagram-profil.

10) Beyoncé: Cowboy Carter (Sony Music)

Årets bedste debatindlæg, og idéen om Cowboy Carter er spændende. Beyoncé slår et slag for repræsentation i countrymusik, hvor der historisk set har været meget lidt plads til kvinder og sorte musikere. Det er en langstrakt kamp. Beyoncé er på visit i countryland, og hendes mission lykkes i sange som ‘Bodyguard’ og ‘16 Carriages’, men generelt lander projektet et stykke fra mesterværkerne Beyoncé, Lemonade og Renaissance. Alligevel det album, jeg har hørt mest i 2024.