Rejsebrev fra en Tønderjomfru
Tønder Festival lever et sted mellem vilde violiner, store cowboyhatte og folkedansere fra Fanø. Et sjovt parallelunivers, hvor musikken er både bedaget og helt moderne.
Traditioner fylder en hel del, når Tønder holder festival den sidste weekend i august. Sådan har det været siden 1974, og de fleste af de deltagere, jeg mødte, havde været på festival mange gange før.
For mig var det en debut, så jeg tænkte, at jeg ville sende et rejsebrev med nogle af mine bedste oplevelser med musik og mennesker lige dér, hvor marsken begynder.
Måske kan du opdage noget ny musik, og hvis du kender nogen, der elsker Tønder, country og folk, vil det glæde mig, hvis du deler rejsebrevet med dem.
“Folkemusik tiltrækker ingen dårlige mennesker”
Overhørt i fællesbadet
Det første, jeg gjorde, da jeg kom ind på festivalpladsen, var at bestille en kop kaffe og et stykke af den traditionelle sønderjyske rugbrødslagkage, brødtort. Så var jeg klar til at åbne den saddeltaske med især country og americana, som havde trukket mig til grænselandet. Rootsmusik med en duft af de amerikanske sydstater fylder mere og mere på festivalprogrammet, og de tider, hvor Tønder mest var en højborg for keltisk folkemusik og svensk fiol, er definitivt ovre.
“Den næste sang handler om min opvækst. Den hedder ‘Kentucky 1988’”, lød det fx fra Kelsey Waldon, og hun var ikke alene om at fortælle om en barndom i bjergene eller trucks, der bryder sammen på highwayen.
Det er altid skønt at høre nogle triste sange. Caleb Klauder og Reeb Willms spillede endda en trist sang, som hed ‘Sad Songs’, hvor teksten lød: “Sing me a sad song to make me happy”.
Caleb og Reeb stammer fra Oregon, og duoen lød og lignede ved første øjekast nærmest museumsmusik. Det var oldschool Western swing suppleret med nogle Hank Williams-agtige ballader. Der var pedalsteel og cajun-fiol, men det hatteklædte makkerpar foldede langsomt charmen ud og viste sig at være fodvippende hyggelige sådan en formiddag på Bolero-scenen.
Tønder Festival er overskuelig i størrelse og har alligevel meget af byde på. Der er en stor udendørsscene, som sjældent var et godt sted at høre musik. Det fungerede langt bedre i de to store telte (1 og 2) og Bolero (et belgisk spejltelt) og på den mere kaotiske Klubscenen. Der findes også en stribe intime rum (Visemøllen, Pumpehuset, Jamteltet), som krævede, at man stillede sig i kø god tid for at score en plads.
Det hele er samlet på en aflang plads sammen med mad- og ølboder. I den ene ende ligger et Outlaw-område, som er en indianerhøvding fra at ligne Legoredo i Legoland.
Nogle af de bedste indslag med bluegrass, folkballader og honky tonk, som jeg hørte, blev præsenteret af en stribe kvindelige sangere og sangskrivere. Der findes en playliste i bunden af siden, men her er lidt navne af tjekke ud:
Sierra Ferrell. Hendes aftenshow var kosmisk. Eftermiddagudgaven mere familievenlig. Stemmepower som en cool Brenda Lee.
Emily Scott Robinson. Rørende ballader om skilsmisser og en fætters selvmord fik det store Telt 1 til finde lommetørklæderne frem. Lækkert knæk i stemmen.
Aoife O’Donovan. Må eje flere Joni Mitchell-plader, spillede fin udgave af Gillian Welch-sangen ‘Orphan Girl’.
De var alle tre gode til at fortælle historier mellem sangene, og det er en vigtig del af Tønder-oplevelsen. Der snakkes og fortælles. Så lytter vi. Og det er altså på scenen, at der snakkes, publikummerne er beundringsværdigt gode til at holde mund.
Tønder dyrker sin niche med rødder af mange slags på en facon, der minder mig om Copenhell. I metalland møder man også et engageret publikum og en genre, som alle er fælles om at elske. De to festivaler deler desuden interessen for at vise dedikation gennem T-shirts. Her er nogle af de bandtrøjer, jeg spottede i Tønder-crowden:
De forventelige: Run Rig, Chuck Prophet, Neil Young, Bob Dylan, The Dead South, Folkeklubben, Willie Nelson, Jonah Blacksmith, Johnny Cash, Lars Lilholt Band, Bruce Springsteen, Larkin Poe, Van Morrison, Beatles, Steve Earle.
Men så var der også: NOFX, Mercyful Fate, Ozzy Osbourne, Per Vers, Rammstein, Artillery, Black Sabbath, Nirvana, Kvelertak.
Altså ikke kun folkemusik eller country, men pænt meget rock af den hårdere slags (spillet af mænd). Et andet fællestræk med metalfolket på Refshaleøen er, at festivalens eget merch fra før og nu ses overalt. Vi befandt os altså på et reservat sammen med ligesindede.
Et reservat, hvor brandingen er stærk. Tønder sælger sig selv som hjemsted for “Hand Made Music”, mens skilte fortæller, at det er en “ægte musikfestival”. Jeg forstår budskabet, men jeg køber ikke den konflikt, der lægges op til.
Jeg kender jo andre “ægte musikfestivaler” og accepterer i øvrigt ikke præmissen om, at “håndlavet” altid er bedst. “Hand Made Music” kan betyde “autentisk” eller “tidløst”, men risikerer også at virke “bedaget”, hvis violin, banjo og mandolin kommer i de forkerte hænder.
Til gengæld er jeg ret vild med, at festivalen aktivt viser, at musikken kan og skal gå i arv. Fra formiddagskoncerten for lokale skolebørn til samspil mellem unge og ældre.
Det hørte man tydeligt, da fx The Unthanks sang nordøstengelske kvad om minearbejdere, bygmarker og Djævelen. De to Unthank-søstre stepdansede en træskodans og holdt med deres stemmer liv i familiens og regionens traditioner.
Det samme gælder Joachim Cooder, søn af Ry, der serverede en mild gang blues med en stemme ikke ulig sin fars. Hans sæt var bygget op omkring numre lånt fra 1800-tallets banjovirtuos Uncle Dave Macon, og unge Cooder fortalte, at hans egen datter elsker dem. Så måske en dag?
Peter Banks, søn af Paul, forklarede, hvordan han havde spillet banjo sammen med sin far. Anekdoten faldt under en underholdende koncert med trioen Twang, der gav et dansk bud på Western swing med et skud Django-guitar i mikset og glimt i øjet.
Selv om Tønder deler struktur med de fleste andre festivaler, har begivenheden en fornem feature, som gør oplevelsen mindre hektisk for os, der hader at gå glip af et godt band.
Mange af kunstnerne spiller to gange! Så missede du Joshua Ray Walkers jodlede, intime bluessange torsdag aften, var der en chance igen dagen efter. (Jeg fangede et par numre om aftenen, det var okay, men jeg hørte fra andre, at andendagen gav kuldegysninger).
Fik du ikke hoppet nok til Shane Smith & The Saints i Telt 1, kom de igen på Open Air dagen efter med deres muskuløse, keltisk-klingende countryrock. Serveret af sanger Shane og et band prydet af fuldskæg, bar mave i overalls og en trommeslager klædt i deres lokale fodboldhold Austin FC’s flotte trøje.
Det er i det hele taget en ustresset festival båret af venlige frivillige og et gennemgående åbent sind i forhold til musikken. Jeg var ikke den eneste, som kun kendte et fåtal af de bands, der var på plakaten. Men folk møder frem, lytter og lader sig vinde over af selv små navne.
Der bliver sagt mange sjove og interessante ting fra scenen i løbet af en festival, men de virkelige sandheder hører man oftest i baren eller i fællesbadet på campingområdet, hvor en gut serverede denne genialitet:
“Folkemusik tiltrækker ingen dårlige mennesker.”
Jeg kan ikke forestille mig, at de musikere, der dagligt spillede i Fanø-teltet var andet end godtfolk. En duft af røget bakskuld lå over området, mens musikken swingede, og der blev danset på Sønderho-manér med masser af rotationer til parrene. Lørdag aften satte kollektivet Det Yderste Hav sig på scenen og lod dansen gå. Unge og gamle kom på stængerne, snurrede rundt og sang med på de gamle Fanø-viser.
Fanø-musikerne leverede til hjerne, hjerte OG fødder.
Det var betagende at overvære, hvordan traditionen lever i det vindblæste hjørne af landet, og at den vandrer videre til de næste i rækken.
På det tidspunkt stod det klart for mig, hvad Tønder Festival kan, og hvad festivalen har det sværere med: Der spilles rigtig meget god musik til hovedet. Man lytter, og man sidder ned en hel del. Det er fint.
Men når man så møder helkrops-oplevelsen, blev det tydeligt, hvad jeg savnede noget mere af: Fanø-musikerne leverede til hjerne, hjerte OG fødder. Det samme formåede det irske band Kila, der gav en medrivende koncert, hvor de trak folkemusikken ud på et nærmest tranceagtigt dansegulv.
Kila havde som nogle af de få på festivalen et tungt groove og samspillet mellem bas, trommer og guitar rykkede elementer fra funk og raverock ind i mikset. Det var eksplosivt. Krydderiet kom fra et utal af fløjter, piber og perkussion, og i front hvirvlede bodhrán-spilleren Rónán Ó Snodaigh omkring med sin håndtromme som en besat shaman. Eller som Karl Hyde i technoduoen Underworld plejer at gøre, når han gribes af beatet og tror på, at rytmen kan løfte ham - og os.
Her serverede Tønder Festival musik, der helt naturligt favnede flere generationer og genrer. Jeg har siden koncerten prøvet at høre Kila på plade. Musikken er udmærket, men den hypnotiserer ikke på samme måde, som den gjorde live, da den blev serveret mellem cowboyhatte, rugbrødslagkager og festivaltrøjer og modtaget af et publikum, som var klar til ikke kun at lytte, men ville rives med.
Når man dumper ned midt i en traditionsrig festival for første gang, er det umuligt at vurdere, om 2023 var et godt år i Tønder-historien. For denne Tønderjomfru var der fin bredde i programmet, men måske ikke så mange peaks.
Jeg rejste hjem med lyden af de vilde violiner i baghovedet.
JydskeVestkysten har de seneste dage bragt artikler om festivalgængere, som brokker sig over priserne (1975 kr. for en partoutbillet, op til 825 for at sætte et telt op, 51 kr. for 0,4 liter fadøl osv.). Andre gæster har udtalt, at musikprogrammet måske var lidt tyndt. Der er stadig corona-efterdønninger i festivaluniverset, og Tønder er ikke den eneste festival, som har kæmpet mod den faktor i denne sæson.
Jeg rejste hjem med lyden af de vilde violiner i baghovedet. De spillede omkring mig i dagevis, de var i æteren, når jeg lagde sig til at sove i teltet, og de ringede for ørerne, når jeg vågnede igen. Den første dag virkede det voldsomt, efter tre døgn var det bare en del af den luft, man indånder i Tønder.
Jeg har samlet en stribe af mine Tønder-favoritter på en playliste. God fornøjelse: