Flaming Lips elsker Roskilde
Folk tissede overalt, det var vidunderligt. Flashback med Wayne Coyne og koncertaktuelle The Flaming Lips.
Når The Flaming Lips spiller på Vega i København søndag 8. juni, vil der være konfetti og balloner i luften, og forsangeren Wayne Coyne ruller sikkert ud over publikum i en gigantisk gennemsigtig badebold.
Måske nævner den energiske sanger også, at Danmark betyder noget særligt for bandet. Roskilde Festival var gruppens første møde med verden uden for Oklahoma, og den oplevelse kom til at præge The Flaming Lips.
Det var i 1987, at Wayne Coyne og co. landede i Roskilde og fik et chok.
The Flaming Lips var dengang et lillebitte kultband, der var seks år fra at få et alternativt hit med ‘She Don’t Use Jelly’. De spillede små koncerter i og omkring Oklahoma City, men en af festivalens musikbookere var blevet præsenteret for deres debutplade i en butik i København.
Hvad der så skete, fortæller Wayne Coyne bedre selv.
Jeg interviewede entertaineren bag Orange Scene på Roskilde Festival i 2007, hvor gruppen netop havde optrådt på festivalen for sjette gang. Vi talte om det chokerende møde med dansk festivalkultur, om skandinavisk melankoli, hans kærlighed til The Who og om, hvorfor det var vigtigt for The Flaming Lips at gennemføre deres koncert dagen efter dødsulykken i 2000.
Du kan betragte dette flashback som en forvarsel om, at der kommer mere festivalhalløj i nyhedsbrevet i løbet af juni.
Wayne Coyne:
”Roskilde var den første festival, vi blev inviteret til at spille på. 1987 var før Amerika havde den slags store, gode festivaler, hvor man kan campere. Vores hjerner eksploderede, da vi ankom. For at komme herover, havde jeg været ude at flyve for første gang! Og så landede vi her, og der var 100.000 mennesker, og der var fyre OG kvinder, der tissede overalt. De trak bare bukserne ned og tissede op af hegnet. Det må være en europæisk ting. I er vant til det, men sådan gør folk ikke i USA. It just blew our minds.
Solen var oppe hele natten, og galninge gik nøgne omkring på pladsen. Det var ubegribeligt for os, at vi skulle spiller her. Vi var på efter Hoodoo Gurus fra Australien, bagefter så vi Sonic Youth, Diamanda Galas, Echo & The Bunnymen og et band, der hed Europa. Kan du huske dem?
For os var det som at komme i Himlen. Musik var bare musik, og det var lige meget om det var punk eller classic rock, eller noget andet. Hvorfor kan verden ikke være sådan? Ikke så meget os-mod-dem. Måske havde vi jetlag, men vi fik en idé om, hvordan verden kan se ud. Nu har vi spillet på festivaler over hele verden, men for os er Roskilde ekstra særlig og smuk.”
I har givet nogle markante shows på festivalen. I 1999 stod I midt på pladsen og dirigerede en masse biler. Og så i 2000 spillede I på Grøn dagen efter dødsulykken, der kostede ni mænd livet. Hvordan oplevede du den koncert?
“Vi hørte om ulykken på vej hertil. Vi hørte også, at nogle bands ikke ville spille og holdt sig væk, men jeg tænkte: Hvorfor vil de ikke spille? Hvis folk er taget hjem, vil det give mening, men hvis publikum er på pladsen, hvorfor så ikke spille for dem? Det virkede underligt.
Jeg vidste af erfaring, at Roskilde ikke er en kaotisk og dårligt organiseret festival, men laves af folk, der tager tingene seriøst. Da vi spillede den aften, var det en støtteerklæring til Roskilde. Folk på pladsen er normalt fredelige, og de er ikke voldelige. Vi spillede for dem, der havde brug for musik og fællesskab i en svær situation.”
Vi ligner en fest, men synger meget om døden
Da jeg så jer i dag, var der store badebolde, balloner og konfetti. Igen. Det virker som om, at det er den samme koncert hver gang, I er på scenen. Hvor længe kan I blive ved med at give den samme koncert igen og igen?
”Det ved jeg ikke. Der er elementer i showet, som er universelle. Det er som at have sex. Du kan have sex i aften, og så kan du have sex igen i morgen. Og det er stadigvæk fedt. Der kommer nye sange til, men de indslag, der fungerer, holder vi fast i.
Selv om vi ligner en fest, synger vi faktisk meget om døden. Jeg bliver ældre og lægger mere mærke til kontrasterne mellem liv og død. Vores musik arbejder i det univers, men jeg vil ikke optræde foran glade mennesker på en festival og bare synge om døden.
Hvis vi skal synge om døden, skal det være til den største fest, vi kan arrangere. Ja, vi skal alle sammen dø en dag, men lige nu er vi i live. Så vi laver showet, så det ligner en fødselsdagsfest. Entusiasme er smittende. Jeg kan selv lide at være sammen med folk, der er optimistiske og tror på verden.”
Du kom med en interessant bemærkning fra scenen. Du talte om, at der er meget nedtur i verden, og folk hænger med hovedet, særligt i Skandinavien! Hvorfor sagde du det?
“Det er noget, der gør mig nysgerrig. Jeg talte med en fyr fra det nordlige Finland. Jeg spurgte ham om selvmord. Hvad er det med disse omgivelser og denne kultur, som gør, at folk bliver melankolske og så formørkede, at de begår selvmord? Han fortalte, at fem af hans venner, havde taget deres eget liv. Mænd i 18-20-års alderen. Årsagerne var misbrug, ensomhed, arbejdsløshed, lange vintre. Det er tungt.
Vi laver musik, der handler om at være isoleret og tro, at man er alene med sine problemer. Men vi kan fortælle, at du ikke er alene. Når jeg taler om de lange vintre og mørket, er det fordi, jeg er nysgerrig. Det handler ikke bare om mørket og narko. Nogle mennesker er mere skrøbelige, og det kan være en kamp, men det betyder ikke, at vi ikke skal tale om det. Jeg er her og prøver at forstå.”
Se mig, føl mig
Om lidt spiller The Who på Orange Scene. Det er et band, der har haft stor betydning for dig. Hvordan de har påvirket din måde at optræde og spille musik?
”Jeg var 14 eller 15, da jeg så The Who første gang i Oklahoma City. Mine storebrødre var vilde med musik og stoffer og livemusik, og det smittede af. The Who var stadig i den klassiske opstilling med Keith Moon, Pete Townshend, Roger Daltrey og John Entwistle. Det må have været omkring den plade med ’Squeeze Box’ på? (The Who By Numbers, 1975)
Det var i deres potente dage, mens alle var friske. Det var religiøst for mig. Jeg troede ikke mine egne øjne, og i dag sammenligner jeg stadigvæk alle koncerter med det show. Det var så kraftfuldt. Sangene gik lige ind i mig. Det sker sikkert også i aften.”
Wayne begynder at synge: ”Listening to you..”, som er det sted i ’See Me, Feel Me’, hvor der for alvor kommer gang i den efter en lang intro.
”Og hele pladsen vil overgive til den her guddommelige kraft, der kommer fra scenen. Det er kærlighed. Hvordan kan man ikke elske den slags? Da jeg så The Who, tænkte jeg: Det er det her, musik handler om.”
The Flaming Lips spiller på Vega i København søndag 8. juni. Interviewet med Wayne Coyne blev i 2007 lavet til TV 2 Radio.
Her er et skramlet klip fra Roskilde Festival i 1996, hvor The Flaming Lips spiller The Who: