Hyldest til Hellmann
Helle Hellmann var den første kvindelige rockanmelder på et dansk dagblad. INTERVIEW og MINDEORD.
Det er vigtigt at hylde dem, der banede vejen for os andre. Folk som journalisten Helle Hellmann, der døde tirsdag i en alder af 77 efter længere tids sygdom.
Hun begyndte at skrive seriøst om musik midt i 1960’erne, da den slags stadig kun levede i popblade eller blev placeret på ‘De Unges Side’ i søndagsudgaven af Politiken. Det ændrede sig hurtigt. Beatkulturen var i udbrud, og det samme var Helle.
Hun var ikke meget for at blæse i egen trompet, men Helle Hellmann var mønsterbryder som den første kvindelige musikjournalist og beatanmelder på et stort dansk dagblad.
“Der var ikke ret mange kvinder på min alder til koncerterne, altså pæne unge kvinder i gymnasiealderen med lidt gang i, så jeg havde alle tiders chance for at komme frem,” som hun udtrykte det med glimt i øjet, da jeg interviewede hende for nogle år siden.
Du kan læse et uddrag af interviewet længere nede på siden.
Fra en plads på Politiken var hun i slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne helt tæt på en musikscene i voldsom udvikling og meget tæt på de danske og internationale musikere, der skabte den.
Hun skrev om rock og ungdomskultur i en tid med mange forandringer, og hun var ofte den eneste kvindelige journalist i rummet, når internationale stjerner kom til København.
Det er værd at hylde.
Senere blev hun mode- og filmskribent og var aktiv på Politiken også i årene efter, at hun gik på pension.
Mange har gennem tiden spurgt, om ikke hun skulle skrive sine erindringer? Det ville hun ikke - det lugtede af sentimentalitet. Men ved sjældne lejligheder stillede hun op til interview og fortalte om, hvad der skete i fortiden.
Jeg kendte navnet ‘Helle Hellmann’ fra avisen og fra dansk musikhistorie og havde læst hendes altid levende og velturnerede sætninger.
Jeg kom til at kende personen Helle Hellmann i 2010’erne. Jeg ‘arvede’ et af hendes gamle stofområder, mode, og hun var altid klar med ros og ris og pæne ord om Yohji Yamamoto eller Henrik Vibskov.
Hun sagde heldigvis ja til at fortælle om sine oplevelser med musik, medier og mennesker, da jeg i 2018 lavede serien ’Oprør’ til P5. Helle medvirkede som øjenvidne i et afsnit om musikkens kvinder. (DR-serien er desværre ikke online).
Mens andre taler rørstrømsk om ’68 og ungdomsoprøret, var hendes holdning afmålt. Det opdager du hurtigt, når du læser vores samtale. Som en anden nyligt afdød musikformidler, Peder Bundgaard, var hun mere optaget af ’67. Og hun havde ikke brug for at blive hængende i fortiden.
Det, der følger, er Helle Hellmann, der fortæller om sin vej til musikjournalistik.
Hun taler om musikerne, om tiden omkring 1968 og sin start i journalistik. Hun udpeger også en stribe album med stærke kvindelige kunstnere, som gjorde en forskel for hende.
Interview med Helle Hellmann. Tidspunkt: 24. april 2018.
Sted: Helles lejlighed på Østerbro i København.
Foran os ligger en stak lp’er, som vi skal tale om. En af dem er Lotti Goldens Motor-Cycle fra 1969.
”Hun var så utrolig sexet, hun var så kraftfuld og bomme-li-bomme-li-bum. Der var meget power i den dame. Det var, som da jeg så Tina Turner første gang sammen med The Ikettes – det var før vi vidste, at Ike Turner var hustrumishandler – da jeg så hende live, ville ønske, at jeg var som hende.
Da jeg hørte Lotti Golden, var jeg imponeret over magten, hun havde taget. Det kan godt være, at sangen handler om en eller anden fyr, der har en smart motorcykel. Det var ikke revolutionen, der kom, men jeg var smadderligeglad.”
Hvor var du i 1968?
”Jeg var journalistelev på Politiken. Det blev jeg i 1967. Jeg skrev samtidig en klumme i avisen, der hed ’Beat’. Jeg var beat-anmelder, og det lavede jeg ved siden af mine andre opgaver. Jeg begyndte at skrive om musik for popbladet Beat i 1966. Jeg gik til alle mulige koncerter og mødte alle mulige mennesker. Musikmiljøet var småt dengang. Der var ikke ret mange kvinder på min alder til koncerterne, altså pæne unge kvinder i gymnasiealderen med lidt gang i, så jeg havde alle tiders chance for at komme frem. Det kom jeg så! (Griner) Jeg fik ingen penge for det, men jeg kan freeeeem.”
Var der mange kvinder på livescenen på det tidspunkt?
”Det husker jeg ikke, at der var. Det var nok derfor, at Tina Turner gjorde så stort indtryk. Senere så jeg Janis Joplin og Grace Slick fra Jefferson Airplane i virkeligheden. De var fantastiske. Janis Joplin, det sure løg. Men jeg kan ikke huske, at jeg definerede det på den måde, at de var kvinder på scenen. Jeg har altid været en der skrev, og det kan man gøre som alle køn.”
Hvilket indtryk gjorde det på dig at se f.eks. Grace Slick i København lige efter, at Jefferson Airplane var brudt igennem med sange som ’White Rabbit’?
”Det gjorde stort indtryk, at bandet var så professionelt. Musikerne spillede virkelig godt. De var også meget cool. Jeg mødte Janis Joplin og havde et helt andet indtryk af hende. Vores møde gik ikke godt, men da jeg hørte hende synge, tænkte jeg ’hvor er du god. Alt er tilgivet’. Grace Slick og Jefferson Airplane var gode, og det var mange af de amerikanske grupper, der kom over. I modsætning til de danske, I’m sorry. Amerikanerne var fantastiske, og det var derfor, jeg ville skrive om dem og overbevise folk om, at de skulle købe pladerne.”
Var det nemt at komme i nærheden af stjernerne dengang?
”Det var det jo ikke for andre mennesker, der bare kom ind fra gaden. Men først på popbladet og senere på Politiken kunne jeg komme ind overalt. Hvis jeg ikke stod på gæstelisten, var det nok at sige, hvor jeg kom fra. Den gik også tit i udlandet, når jeg var til musikfestivaler. Det var nemt i forhold til, hvor svært det er i dag, og hvor lidt tid, man kan få sammen med en musiker. Den slags oplevede jeg senere, da jeg skrev om film, og det skred jeg fra.
Jeg har siddet og hængt med Bob Marley, og jeg kunne slet ikke høre, hvad han sagde, fordi han var så skæv. Alle mulige. Det er ikke noget, jeg går og tænker over til hverdag. Det snakker jeg om, når jeg bliver spurgt. Jeg tænker ikke over, at jeg har været til flere private fester med Mick Jagger. Det er ikke det, der holder mit liv oppe. Jeg vil dog sige, at det var ret fedt at møde Ravi Shankar.”
Skal vi se på nogle af de plader, du har lagt frem? En af dem er med Janis Ian.
”’Society’s Child’ var hendes største hit. Fra 1965 til 1967 udkom den flere gange. Hun var den første unge pige på hitlisten, der skrev om at være lesbisk (’At Seventeen’, Fez). Herhjemme havde hun også fans, og hun spiller stadigvæk. Hendes stemme kom et andet sted fra. Det betød ikke noget for mig, at hun var lesbisk, jeg kunne bare lide musikken.”
Musikken var en renselse
Var det også godt, fordi det var nyt?
”Musikken var en renselse i de år. Jeg er født i 1946 og voksede op i skyggen af Anden Verdenskrig. Selv da jeg i 1950’erne hørte Bill Haley første gang hos en venindes storesøster, virkede det fantastisk. Bagefter kom alle mulige, der var bedre, Fats Domino og den slags. Det var noget nyt. Vi hørte ikke dårlig musik derhjemme. Min far samlede på folkemusik, altså rigtig etnografisk folkemusik, så jeg havde hørt andet end Giro 413.
Det var bare en helt ny verden, der åbnede sig. Tøjet var nyt, musikken var ny. Det var også det nye ved Thylejren i sin tid. Det fede var ikke, at nogen skændtes, som det måske fremstår i dag. Det var mere musikken og det flotte flagrende tøj. Eller intet tøj. Det var skønt.”
Du var en af de få kvinder, der skrev om rock dengang. Var det en fordel eller bagdel for dig?
”Det var en kæmpefordel. Musikerne var tit på min alder eller bare et par år ældre. Og nogle af dem var altså ret lækre. Jeg vidste godt, at man ikke skulle blande sit privatliv sammen med sit arbejdsliv, men af og til, når ens privatliv rejste 1000 km væk, kunne man godt blande det lidt alligevel. Hmmmm.”
Har du været groupie?
”Selvfølgelig har jeg ikke det! Jeg var en professionel kvinde, der passede mit arbejde. Hvis jeg var en groupie, hvad var de så? Jeg var en selvstændig kvinde, der tjente mine egne penge – selv om det ikke var ret mange. Musikerne tjente i øvrigt heller ikke ret meget. Og dem, de tjente, blev tit scoret af managere og pladeselskaber. Jeg kendte Ray Davies fra The Kinks ret godt, og han var bitter over, at han blev snydt og bedraget i begyndelsen af karrieren. Det er han aldrig kommet over. Der var mange som ham.”
Der ligger en plade i stakken med Melanie og en med Marianne Faithfull, og så en man ikke møder så tit: Sally Eatons Farewell American Tour fra 1970.
”Du kan se, hvor slidt pladen er. Jeg har ikke danset til den, men jeg har nok siddet og grædt, mens jeg drak mig fuld eller røg mig skæv til musikken. Sally Eaton var spændende og lavede sine egne ting lige som Janis Ian og Grace Slick. Mange af de kvinder skrev selv. Sally Eatons musik kan minde om Cat Stevens eller Donovan, sprød guitar, fine melodier.”
Studenteroprør for de få
Oplevede du musikken, der udkom i årene omkring 1968, som et oprør mod noget?
”Nej, jeg oplevede den som en befrielse. Og jeg oplevede kun noget af den som politisk og slet ikke i forbindelse med ”1968”, som jeg synes er en opreklameret medieting, der holdes i live af studentikose typer, der sidder i medierne nu. I 1967 og 1968 var der næsten ingen af os, der gik i gymnasiet, og sådan nogen som mig kunne ikke komme på universitetet. Der var ingen S.U., og min familie havde ingen penge.
Da der kom oprør på universiteterne i Europa, gjorde det ikke så stærkt et indtryk, som man skulle tro, når man læser om det. Det må skyldes, at dem, der skriver i medierne, gik på universitet. Vi andre, nede på gulvet, var ikke betaget af det.
Jeg blev rystet, da Nationalgarden skød fire ubevæbnede studerende på Kent State University i 1970. De unge demonstrerede fredeligt mod USA’s krig i Vietman og Cambodia. Hvis der var en politisk solidaritet, var det med dem og ikke med nogen, der stod med sideskilning og skældte ud på rektor på Københavns Universitet. Jeg var fuldstændig ligeglad.
1967 var det vigtige år for os, der kan lide musik. Monterey Pop Festival og den slags. Eftertiden har blandet en masse politik ind i begivenhederne, men for mig handler det ikke om et bestemt årstal. Årene flyder. Jeg er 67’er, hvis jeg er noget.”
Hvis du ser på perioden dengang, er der så noget, vi kan lære af den tid? Er der en arv?
”Det er der efter alle mennesker, der ikke har levet med en sæk over hovedet. Ser du dig omkring på samfundet i dag, virker det som om, at der er mange, der ikke har lært noget af fortiden. Jeg synes heller ikke, at alt var forgæves. For intet liv er forgæves. Musikken er her stadigvæk, og der er mange ting, du kan engagere dig i. Men der er kommet nye regler. Folk kan åbenbart ikke leve uden regler. Mennesket bliver åbenbart aldrig bedre.”
Helle Hellmann. 1. december 1946 - 19. november 2024.
(Hvis du vil se fotos af Helle sammen med Robert Plant, Sonny & Cher m.fl., så tjek Journalistens portræt fra 2017. Du finder det her).