Khruangbin & Co
Diskrete bands, der knitrer og groover. De er overalt! Jeg giver en guide til den stille storm aka Khruangbin-bølgen.
Det støvregnede den julilørdag i 2019, da Khruangbin for alvor fandt et dansk publikum. Avalon-teltet på Roskilde var fyldt og duften af fugtige regnsæt blandede sig med sødlig jazztobak og våd uld.
Det var næppe alle, som på forhånd kendte Khruangbins musik, men da koncerten var ovre, havde texastrioen fået tusindvis af nye venner. Det var en stille storm, der ramte, og sådan er det fortsat lige siden. i 2023 fyldte Khruangbin KB-hallen og til sommer bliver det til et gensyn med Roskilde. På en større scene.
Selv om gruppen ikke gør meget væsen af sig, er Khruangbin den mest synlige eksponent for en bølge af bands, der dyrker groovet og veksler mellem at være jazzede, funky, psykedeliske eller lyde som et af den slags breakbeats, som dygtige hiphip-producere kan suge ud af plader fra 1970’erne.
Nogle af de samme træk findes lige nu hos bands som Dina Ögon, Orions Belte, Hiatus Kaiyote og flere til. Det er en global bevægelse, og Khruangbins slægtninge er de seneste sæsoner vokset ud af bl.a. Sverige, Norge og Australien. De findes også herhjemme.
Det vender jeg alt sammen tilbage til, for denne uges nyhedsbrev er en guidet tour gennem et knasende funky univers, der både er helt nyt og retro.
Der er en playliste med musik i bunden af artiklen, hvis du vil lytte med. God fornøjelse.
Khruangbin betyder flyvemaskine på thailandsk, og der findes i trioens sound ekkoer af den thailandske poptradition, der kaldes luk thung. Det var en slags lokal beatmusik med et vist psykedelisk element.
Men det er først og fremmest knastør soul, funk og surfguitar, der har bragt Khruangbin ud i verden. De kunne nemt været blevet hjemme i Houston og spillet på restauranter og i kirker, men trioens musikalske mix er hypnotiserende - og sjovt.
Min introduktion til bandet kom via Gilles Petersons show på BBC 6, hvor han med den største naturlighed spillede Khruangbin ind et mix af jazz, elektroniske eksperimenter og beats.
Den dag lød ‘Maria También‘ som en drøm, og jeg fandt mere af den gode ting på gruppens to første album The Whole Smiles Upon You (2015) og Con Todo El Mundo (2018).
Khruangbin virkede på mig som en moderniseret udgave af The Meters’ New Orleans-funk tilsat elementer fra breakbeat-plader, et drys triphop, lidt dub-reggae og alt muligt andet godt. Jeg var fan fra først sekund, og derfor stod jeg klar i Roskilde i 2019.
Ordet har spredt sig lp for lp. Turné efter turné.
(Jeg har senere opdaget, at Khruangbin varmede op for Father John Misty i Falconer allerede i 2016, men Father John er ikke funky).
Min besættelse af bandets musik er fortsat, mens jeg har kunnet følge, hvordan ordet har spredt sig lp for lp. Turné efter turné.
Næste optur kommer til april, når der er et nyt album på gaden. Den friske single, ‘A Love International’, er til den rolige, jazzede side, men guitaren, bassen og trommerne taler stadig til mig.
De seneste sæsoner er det blevet tydeligt, at Khruangbin ikke er alene om at dyrke det tørre groove og de svævende melodier.
Fra Australien er der kommet bud på stilen fra bands som Surprise Chef og Hiatus Kaiyote. Sidstnævntes beats er flere gange blevet samplet af rapstjerner som Kendrick Lamar og Drake.
Ellers er det særligt et par nordiske bands, der har fat i noget af det samme som Khruangbin - tilsat et ekstra melankolsk twist. Mest markant hos svenske Dina Ögon, som netop har udgivet album nr. tre, Orion.
Der er noget med den milde svensk lyd, som taler til mange danskere.
Her arbejder flere traditioner sammen. Dina Ögon kan deres Monica Zetterlund, og sangeren Anna Ahnlund lyder som en skærgårdsbrise på en sommerdag. Men hver gang musikken bliver lidt for pussenusset, rammer beatet og ridser lidt i den pæne overflade.
Det sker effektivt på den aktuelle single ‘Det Läcker’, som også er med på playlisten længere nede.
Dina Ögon har sneget sig ind på Danmark. Sidste år blev det bl.a. til koncerter på Avernax-festivalen og i Lille og Store Vega i København, hvor billetterne hurtigt blev udsolgt. Der er noget med den milde svensk lyd, som taler til mange danskere, bare spørg Lisa Ekdahl, Bo Kaspers og Lisa Nilsson.
Til sommer dukker Dina Ögon også op på Roskilde Festival, og jeg vil gerne bestille solskin.
Kan man kalde Orions Belte for de norske Khruangbin?
Jeg tillader mig at gøre det, selv om trioen ikke er helt så skarp som Texas-holdet. Men Orions Belte rammer samme hypnotiske lyd, hvor guitaren væver drømmende ranker, mens rytmen bare ruller. Deres musik er blevet beskrevet som alt fra new psych og post-rock til bare at være funky.
Nordmændene har været i gang siden 2018, og de tre musikere indspiller også soloplader, som er relaterede til Orions Belte i stil og udtryk. Der er allerede meget musik at gå på opdagelse i.
Kigger mod Mali.
Blandt gruppens forbilleder er (udover Khruangbin) de mere jazzede BadBadNotGood og den amerikanske guitarist Ry Cooder og hans afdøde kollega fra Mali, Ali Farka Touré.
De to er også på heltelisten hos Khruangbin. Amerikanerne kigger gerne mod Mali efter inspiration og udgav i 2022 et album sammen med Alis søn, Vieux Farka Touré.
Hvis man leder efter andre forbilleder for bølgen af groovy bands, vil det være oplagt at nævne D’Angelos rytmefokuserede r’n’b, Zero 7’s sjælfulde eksperimenter og en hel kasse med Sade-album.
Jeg vil undlade at remse alt for mange navne op. Tjek playlisten nedenfor, den er ret funky.
Men jeg vil lige tage en kort omvej omkring et par grupper, som er lidt mere til den jazzede side, fx Delvon Lamarr Organ Trio.
De dyrker også et hårdt og tørt beat, og da fokus er på Delvon Lamarrs Hammond-orgel, er det oplagt at trække tråde tilbage til et andet groovy band, nemlig Booker T & The MG’s. Det var dem, der i 1960’erne lagde bund under utallige soulhits på Stax-pladeselskabet.
Delvon Lamarr har spillet flere gange i Danmark. Jeg så holdet i Hotel Cecil i København, og der gik lovlig meget jam i den, men når det rullede, så rullede det!
Jeg har også taget en stribe sangere med på playlisten ved siden af Khruangbin & Co:
Jalen N’Gonda og Thee Sacred Souls deler retrosounden og udspringer af det stilbevidste kollektiv Daptone Records.
Man finder også lyden hos Londons Sault, sangeren Cleo Sol og et af de nye stjerneskud, trioen Say She She.
Har du hørt om Sun Creatures? Det er en diskret dansk duo, der ikke skilter med besætningen.
Hovedpersonerne er Arto Eriksen og Fridolin Nordsø, og når de ikke jammer, er de to af landets mest succes popsnedkere. Arto har skrevet til fx Tobias Rahim (‘Stor Mand’, ‘Mucki Bar’), mens Fridolin sammen med sin bror, Frederik, skriver og producerer pophits på stribe.
I Sun Creatures er Eriksen og Nordsø chill. Foreløbig er der udkommet en stribe singler. Min favorit er ‘Aviators’ med en fin, drømmende stemning, og selv om beatet ikke er Khruangbin-skarpt, virker det, som om duoen trækker på nogle af de samme impulser. Særligt fra 1970’ernes psykedeliske soul og senere revivalbølger for den sound.
Jeg har taget et par andre danske tracks med på listen også. En skæring fra det nye album med Kalaha, noget fra den skønne debutplade med Ki! og et ældre nummer med jazz-humoristerne Ibrahim Electric.
De finder alle frem til groovet ud fra deres egne vinkler, men vi har at gøre med en rummelig bølge, som er frisk på alt fra surfguitar og strygere til et saftigt remix.
Hvorfor ikke lade det hele hænge ud og slippe den indre jam-trold løs?
Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvorfor musik, der ofte er instrumental og ansigtsløs og endda byder på guitarsoloer, kan fange et stort publikum i 2024?
Det nemme svar vil være at sige noget Prince-agtigt i stil med, at “real music played by real people” bare er bedst. Men det er jo også noget vrøvl.
Jeg tror dog, at der ligger en form for modreaktion i Khruangbin-bølgen. Popscenen lige nu er konform, der er færre overraskelser inden for rap, rocken ruller ikke med hofterne, og skabeloner dominerer radio og stream.
Hvorfor så ikke lade det hele hænge ud og slippe den indre jam-trold løs? Og mødes til en koncert, hvor man bare har det fedt?
Det kan så igen hurtigt blive til en ny kliché, men lige nu går det godt. Der er masser af spillevende groovy musik at bade i - på vinyl, live og på ugens playliste.
BONUS
Jeg har tidligere skrevet om den stærke bølge af musik inspireret af Tyrkiet og Anatolien. Der er en del lighedspunkter med Khruangbin & Co. Du finder artiklen her.