Noter fra Copenhell '24
En crooner fra Helvede, sort hardcore og en snak om toksisk fankultur. Metalfestivalen banker rust af de gamle riff.
Mike Patton er metaluniversets hofnar. Hvem ellers finder på at synge ‘Hopelessly Devoted To You’ i et sæt, der mest består af thrash metal?
Olivia Newton-Johns slagnummer fra musicalen Grease fik en hædersplads, da Mike Patton og bandet Mr. Bungle overrumplede Copenhell. Det var smukt at se en plads fuld af denimveste med drabelige stofmærker skråle med på den inderlige ballade.
At det desuden var Dave Lombardo fra hårdkogte Slayer, der sad bag trommerne, gjorde ikke oplevelsen mindre bizar. Han så også ud til at more sig.
Jeg har været stamgæst på Copenhell siden År 1 i 2010, og det er en fornøjelse at drible rundt mellem madboder med fjollede navne og ølbarer med høje priser. Jeg kan ikke få nok af at kigge på metalfans med stærke budskaber på T-shirten.
Det er en sjov festival at deltage i, men det er ikke altid, at musikken er sjov.
Det lavede Mike Patton om på. Mere om ham længere nede i nyhedsbrevet, som i denne uge tager dig med til festival.
Jeg deler mine noter og strøtanker fra de to første dage af Copenhell. Rock on.
Onsdag.
I RIP-zonen spiller barpianisten ‘Run To the Hills’. Han er tysker og kan ifølge en flyer bookes til bryllupper og receptioner. Han finder Iron Maidens indre boogie woogie.
Årets Time Machine-øl fra Brooklyn koster 64 kr. plus fem i pant. Så er forbrugsfesten i gang. Priserne virker til at være de samme som i 2023, hvor jeg var rasende! Nu har jeg vænnet mig til festivalniveauet.
Boderne har stadig rockende navne. Nogle bedre end andre.
Hells Dells. Godkendt.
Timm Vladimirs Great Balls of Fire. Ikke godkendt.
Passerer to gutter, der er klædt i de nye cykelhjelme, som Copenhell har lavet sammen med Rådet For Sikker Trafik. De er klar til en circlepit. Hjelmen har et pentagram i panden.
Køen til festival-merchandise er kolonorm. Der er en bar inde i teltet, så ventetiden glider nemmere. Jeg har btw en artikel i Børsen om Copenhells mange T-shirts og festivalens branding
Excel laver lydprøve på Pandæmonium-scenen. Mellemleder-jern på vej.
Overhørt: “Vil du se min nye tatovering?”
Dasker forbi Udgård. Husorkestret i vikingeland mikser middelalder med growl. Det er lige her, at Copenhell møder Tønder. Man kan faktisk headbange til harmonika.
Jungle Rot på skovscenen. Fire sortklædte mænd med Flyin’ V-guitarer og dobbelt stortromme. De hilser publikum: “Old school!” Menuen står på old school thrash. Som Metallica før de opdagede classic rock. Crowd surfing.
Lille filterkaffe 37 kr. Som i 2023. Stadig ikke godkendt.
Ingen kø til band-merch. Solisterne Bruce Dickinson og Corey Taylor sælger ikke tekstil med print, som hvis de havde været her med Iron Maiden eller Slipknot.
”For 45 minutter siden var jeg i min fucking pyjamas. Nu står jeg her. Er I klar Copenhagen?” Corey Taylor fra Slipknot, uden maske og uden pyjamas, men med en slags melodisk hardrock, der lyder som Foo Fighters.
Taylor ved godt, hvorfor folk er mødt op og kaster ‘Before I Forget’ fra Slipknot-kataloget ind i sættet. Pludselig kan jeg mærke trommerne. Bagefter følger temaet fra ’Svampebob Firkant’. Akustisk. Det er et satanistisk ritual.
Maskeløse Corey viser sig at være mere klassicist end metal-disrupter. Der er powerballader, og han takker sin kone for at have reddet hans liv. Lyder i glimt, som hvis Springsteen spillede Slipknots ‘Duality’.
Passerer Biergarten, hvor folk står på bordene og skriger med på ’Rebel Yell’ med Billy Idol og ’Iron Man’ med Black Sabbath.
Metal-turismen har en solid uge i København. Først to gange Metallica i Parken fulgt af Copenhell. Det vrimler med internationale gæster.
Hej, Hells Dells - skru ned for remouladen og op for brødkvaliteten, så er den der. Fine deller.
Sangeren i Palaye Royale laver det gode gamle “klatre-op-i-en-mast-for-at-få-opmærksomhed-trick”. Det virker ikke. Bandet ligner og lyder som en amerikansk udgave af Måneskin.
Overhørt: “Ved du, hvad der kan gøre den her oplevelse bedre? Et shot mens vi pisser.”
Opvarmningsmusik før The Offspring: New Order, B-52’s, Oasis og Ramones’ udgave af ‘Substitute’. Godkendt.
The Offspring åbner med ’Come Out and Play’. Tegneseriepunken fra 90’erne giver lyd fra sig, der er brede grin overalt. Dexter Holland råber op.
Sangeren er formentlig den bedst uddannede musiker på Copenhell med en Ph.D. i molekylær mikrobiologi. Hans afhandling bærer den mundrette titel: “Discovery of mature microRNA sequences within the protein-coding regions of global HIV-1 genomes: predictions of novel mechanisms for viral infection and pathogenicity”.
Som han synger: ‘Pretty fly (for a white guy)’.
Torsdag.
Åbner dagen med en frisk gang deathcore fra australske The Art Is Murder. Nådesløs afstraffelse af den solbrændte frokostflok foran Helvíti-scenen.
Overhørt: “Fuck landskamp, det er for jyder”.
Copenhell Con er et hjørne af festivalen dedikeret til tegneserier, rollespil, superhelte og andet, man kan nørde med. Overværer en stærk talk om toksiske fanmiljøer og gatekeepere, der vil bestemme, hvad der fx er ‘rigtig metal’.
Maia Kahlke Lorentzen: “Det med at skændes med fremmede mennesker om ligegyldige ting på nettet, det blev min ting.”
”Up your butt, Kopenhagen.” Mike Patton og Mr. Bungle er landet, smadrer noget thrash og crooner så 10cc’s ‘Im Not In Love’”. Tag den, genrevogtere.
Mike Patton bærer årets bedste rottehaler og hvisker sangens slutning: “Big boys don’t cry” og tilføjer ”særligt ikke på heavy metal-festivaler.”
35 år efter hans episke debut med Faith No More er han stadig en vild sanger. ‘Eracist' går i hjertet.
Mike Patton laver lyde med en stribe pedaler. Scott Ian fra Anthrax stryger guitaren, Dave Lombardo fra Slayer sidder bag trommerne. Det er et hyggeband på højt niveau. De ser ud, som om de har det sjovt.
Bandet citerer den mexicanske klassiker ‘La Chucaracha’, og Patton blotter en undertrøje med ordene: “I’m not gay, but $20 is $20”. Det er et cirkus. Kaotisk og skønt.
Musikken er kraftfuld og stammer mest fra Mr. Bungles nyeste album. Men så er der balladerne, fx ‘True’ af Spandau Ballet. Det her er true metal.
Der kunne skrives en afhandling om sætlisten. Mere thrash og så ‘Hopelessly Devoted To You’ fra Grease. Med Dave Lombardo fra Slayer på de fineste trommer, mens Patton ryger op i falsetten.
Overhørt: “Jeg ved ikke, hvad der rammer os”.
Patton møder på Copenhell et mere venligsindet publikum, end da Faith No More kæmpede mod regn og fynsk ligegyldighed på den første Tinderbox-festival i 2015.
Hov, nu slår bandet over i noget brasiliansk. Patton finder en gummigris frem, og pivedyret spiller med. Så thrash igen. Mikset fungerer kun, fordi de fem musikere er så gode og forstår alle de koder, de bøjer. Det er som at høre Gramsespektrum lave jokes om hiphop.
Sættet lukker med Eric Carmens powerballade ‘All By Myself’ med en alternativ tekst, hvor omkvædet lyder: “Go fuck yourself”.
Jeg kan ikke huske en sjovere koncert, som også var god. Og omvendt.
The Hives. Dejligt band og lidt på udebane i metalland. Howlin’ Pelle arbejder med publikum, og svenskerne har et velkørende show tilsat garagerock. Og ninja-roadier!
Pelle tirrer danskerne: ”Vi er blå-å. Vi er gu-le. Giv os noget had!”
‘Hate To Say I Told You So’ er stadig en banger, og jeg ser folk danse i støvet.
”Vi har cirka halvandet minut tilbage. Bagefter kan I hvile jer med noget metal,” råber frontmanden, inden det hele slutter med lyden af Carly Simons James Bond-sang ‘Nobody Does It Better’ i højttalerne. Soft rock rocks hard.
De unge danskere i Nakkeknækker trækker en massiv crowd. Stærkt af et band, der bortset fra nogle videoer på Youtube endnu ikke har udgivet musik. Det er let at forstå interessen. Deres death metal er tight og tung.
De har to rødhårede guitarister, der kaster med manken. Det er som at være tilbage i metallens demo-æra, hvor små bands kunne være giganter i visse cirkler.
Biergarten har tændt storskærmen. Der er spillet 18 minutter af Danmark-England. Folk synger “4-4-4-4-0”. England scorer til 1-0.
Fint nok, men ude i skoven venter Zulu på Gehenna-scenen.
Zulu er fem gutter fra LA. De er ikke det eneste hardcore-band på plakaten, men det eneste ikke-hvide. De er så placeret samtidig med Tom Morelllo fra Rage Against The Machine. Jeg vælger nutid frem for fortid.
Zulus er intense og vrede. De fleste sange er Napalm Death-korte og varer et minut.
“Det er skørt at opleve, at mange mennesker ser os her, så langt hjemmefra,” siger guitaristen med rottehalerne.
Musikken hænger næsten sammen. Talentet er råt, sangerens growl er intens, og de snakker om politik. “Så længe, at en af os holdes nede, holdes vi alle nede”.
Hvis George Clintons Funkadelic var et hardcoreband i 2024, ville de lyde som Zulu.
En afslutning
Med Zulu og især Mike Patton blev den første del af Copenhell ‘24 for mig til mønsterbrydernes festival.
Jeg ved, at andre hyggede sig mere med genkendelige bands som Pretty Maids eller Limp Bizkit, men dem havde jeg ikke behov for at genhøre.
Der er sjovere med drillepinde, og der er brug for dem. Copenhell-universet bæres i høj grad af genrekonventioner (positive såvel som negative) og kunstnere, som smeder nye riff ud af gammelt metal.
Jeg vil hellere ruskes i rottehalerne af Mike Patton.