Roskilde '25: Festivalens sjæl
Soulmænd, tårer og Gud på Orange. Dag 2.
Mit hoved er fuld af musik efter endnu en lang festivaldag, men her til morgen er det én bestemt lyd, der bliver ved med at vende tilbage: Åbningen på ‘Glory Box’.
Den dybe akkord ramte mig lige i tårekanalerne, da Beth Gibbons midt i et intenst sæt kiggede tilbage til dengang, hun sang med Portishead.
‘Glory Box’ mindede mig og alle andre i teltet om, hvor fantastisk det er at høre de helt store sange live, og hvordan et kort trommebreak kan opleves som det vildeste drama.
Beth Gibbons var en vigtig del af min torsdag på Roskilde Festival. Jeg afviger hvert år én gang fra min dogmeregel, der siger, at jeg ikke må se kunstnere, jeg har set før. Hun er min undtagelse i 2025.
Sangeren fra Bristol er derfor også med i dagens postkort fra en nu udsolgt festival, hvor musikken spiller, og folk ser ud til at hygge sig. At festivalen også skaber reaktioner uden for reservatet, kommer jeg tilbage til.
Men først handler det mest om sjæl. Om soul og følelser. Om at være til stede, brænde igennem og blive ramt. Tag med tilbage til Dag 2 på Roskilde.
Torsdag eftermiddag melder festivalen udsolgt af partoutbilletter.
Samtidig synger 10.000-vis af Aphaca-fans med på hitbandets sange. Jeg hører kun stemmerne i det fjerne, men forstår at der er folk overalt omkring Arena. Sæsonens nye danske band skal udløse kaos. Sådan er det hvert år.
Seu Jorge på Orange. Årets brasilianske legende skal udløse fest. Det lykkes. Den 55-årige sanger og entertainer har et stort band i ryggen og vipper mellem samba og funk. Han ligger lækkert på beatet.
Jeg står til højre for scenen og får modvinden hårdt ind fra vest. Alligevel er lyden kraftig og præcis. Folk danser i solen. Seu Jorge er i Europa mest kendt som ham, der sang David Bowie-numre i en Wes Anderson-film, men det hører vi ikke noget til.
Han leverer jazzfestival-sættet. Ordet “sensual”, udtalt på brasiliansk, optræder i flere sange.
Overhører en samtale, der begynder med: “Vi prøvede at komme ned til Alpaca, men det var helt umuligt.”
Seu Jorge kører et stramt program uden pauser. Rytmen skifter umærkeligt. Der kommer ikke Bowie, men vi får udgaver af Roy Ayers’ ‘Everybody Loves The Sunshine’ og til sidst partyklassikeren ‘Mas Que Nada’, skrevet af en anden Jorge, landsmanden Jorge Ben: Årets brasilianske legende i Roskilde 2019.
Jorge ‘25 viser sig som den perfekte kunstner på det perfekte tidspunkt. Det havde ikke været det samme i regnvejr.
Storskærmene fortæller før hver koncert, at Roskilde har været “non-profit siden 1971.”
Det passer faktisk ikke. Kommercielle arrangører stod bag den første festival med “profit som overordnet mål,” som det hedder i bogen Roskilde Festival fra 1981. “Dens ansvarlige drog afsted med kassen.” Året efter kom Roskildefonden ind i billedet, og man begyndte at dele overskud ud til lokale foreninger og projekter.
Thee Sacred Souls er kommet fra Los Angeles med en kasse fuld af retrosoul, der lyder som knitrende gamle singleplader. Vi tjekker ind i den tilstræbte gamle skole. Der er mange jeans i raw selvedge denim på scenen. Og korsangere i cocktailkjoler fra en tid før, der fandtes rockfestivaler.
Sangeren Josh Lane arbejder mest i det lyse register og viser flere gange, at falset er et effektivt våben, hvis man skal overføre sin soul til publikums hjerter. Bedst går det i ‘Easier Said Than Done’ og en stribe romantiske ballader. Thee Sacred Souls kan deres Curtis Mayfield & The Impressions. Det er en ros.
“Alle fortjener kærlighed,” siger Josh. “I fortjener kærlighed. Folk i Palæstina fortjener kærlighed.”
Finder endelig en solid kanelsnegl. Flere Fugle har en bod på camping, og den københavnske trend-bager leverer. Sneglen er fedtet og sukret. 8 ud af 10 armbånd.
Kagejagten fører mig gennem et af de mest larmende og beskidte hjørner af camping. For-festerne er i gang under pavillonerne. Folk ser overraskende friske og renvaskede ud. Bor de overhovedet i teltene? Eller er det hele bare en cool baggrund for noget content?
Turen går til Ghana og et hurtigt skud funky, nærmest disco-agtig highlife.
Kwashibu Area Band tager over, hvor Seu Jorge slap den transatlantiske rytmestafet.
Det er hyggeligt i solen ved EOS, og de har taget den sjælfulde sanger Pat Thomas med. De hylder ham som “The golden voice of Africa.”
Introvert musik på udebane
Arena er et gigantisk telt, der genererer en form for murrende grundstøj. Det er ikke ideelle vilkår for en koncert med Beth Gibbons. Hendes musik er tyst og kalder på stilhed og intens lytning.
Det lykkedes i 2003, da Portishead-sangeren gav en rørende koncert på den daværende Odeon-scene. Senest så jeg hende i Falconer, hvor publikum var helt stille. Sådan er det ikke i Arena, men lydniveauet er okay, der hvor jeg finder en plads.
Beth Gibbons ser ud som en introvert, som er kommet til at åbne døren til en alt for stor fest. Hun skutter sig og drikker noget dampende varmt af et papkrus.
Så begynder hun lige så stille at synge sangene fra sine nu to soloplader. Omkring hende arbejder et hold af lyttende og følende musikere. Lydtrykket er minimalt, men effekten er stor.
Magien kommer i glimt: Det ordløse skrig i ‘Mysteries of Love’, det rytmiske løft i ‘Tom The Model’.
Hovedpersonen taler ikke mellem sangene, men der er droner, sprød akustisk guitar, sære horn, strygere, Harmonium, tværfløjte. Det lyder som noget ude fra de engelske skove.
‘Glory Box’ begynder. Suset går gennem teltet, og da Beth Gibbons trækker ordet “woman” ud efter første vers, er der tårer i øjnene. Hendes sjæl er fri. Intenst.
Efter den diskrete optur tager jeg en slapper i Gloria. Mens jeg venter på Sanam, læser jeg online-artikler med reaktioner på Fontaines DC-koncerten onsdag og indslaget om Palæstina-konflikten.
En avis skriver, at “Roskilde er tabt.” En anden mener, at festivalen skulle have stoppet bandet og akitvisterne.
Der er flere vrede udbrud fra folk, der ellers normalt hylder absolut ytringsfrihed.
Ytringsfrihed er en beskidt disciplin, hvor man risikerer at høre ting, man ikke bryder sig om. Det er en skræmmende tanke, at Roskilde Festival skulle fortælle bands, hvad de ikke må tale om mellem numrene. Prøv at skrive det ind i en kontrakt.
Jeg har set 1000-vis af koncerter. Musikere siger (som alle andre mennesker) nogle gange sære ting. Det kan ske, de er enagerede i en kontroversiel sag. Det kan komme ud på scenen, som er en glimrende platform. Lidt i stil med lederpladsen i en avis.
Danseshow og syrerock
Sanam er i øvrigt et syrerockband fra Libanon, så jeg er opmærksom på, om jeg bliver udsat for propaganda, mens jeg groover til et manende motorisk beat og noget flippet sang.
I en anden verden, lige rundt om hjørnet, har FKA Twigs og hendes mandlige dansere smidt det meste af tøjet og vrider deres smidige kroppe. Den futuristiske r&b-sanger serverer en visuel koncert, hvor musikken er klubbet, og stripperstangen er virkelig høj.
Jeg supplerer showet med en ristet hotdog.
The Kids rykker hårdt mod Orange. Der er lagt op til en nat for fuld power. Senere Anton Westerlin med rappende gæster og mystiske D1MA’s show.
Men først Stormzy.
Den store mand fra Croydon i Sydlondon har grime som fundament, men han udvikler hele tiden musikken omkring de rappede ord. Han åbner hårdt med ‘Big Michael’ og ‘Audacity’. Stemmen er sprød og fylder de store højttalere ud.
Omkring mig hopper folk energisk og rapper med på alle ord. Andre er overvældede af lange dage og træthed. Samaritterne får pludselig travlt, da flere besvimer.
Jeg er spændt på, hvor meget Gud kommer til at fylde i sættet. Stormzy er ikke bare en benhård rapper, han er også kristen. Kirkens gospelmusik er blevet en del af hans plader og adskiller dem fra andet britisk grime.
Troen kommer først i glimt: “When Banksy put the vest on me, felt like God was testin’ me,” rapper han med henvisning til det nu historiske øjeblik, da han toppede Glastonbury Festival og optrådte i en skudsikker vest malet som Union Jack af streetart-kunstneren Banksy.
Kunne han bære vesten med den tunge symbolik? Han bestod testen.
Mellem gaden og kirken
Efter en hektisk begyndelse er der pludselig korsangere og musikere på scenen. Lyden svinger mod gospel, og Stormzy holder messe. ‘This Is What I Mean’ og ‘Rachael’s Little Brother’ med flere kommer med tekster om at være søgende og finde Gud.
Folk foran scenen vifter stadig med armene. “Happy is the head, that bears the crown,” rapper han, og som hos amerikanske Kendrick Lamar er troen en del af pakken. Det er ikke ren kristen rap, der bliver serveret, men der ikke tvivl om, at rapperen er kristen.
Mellemspillet er langt. Stormzy slås med sin sjæl og ruller på en slags rapballader, der har et øje på gaden og et andet på Biblen.
Det er også lyden af et hovednavn på Roskilde Festival. Måske bliver nogen overraskende over, at de ikke bare skal hoppe og feste. De skal også en tur i kirken.
Men hvis man ikke kan klare budskabet fra scenen, kan man jo bare gå hen og se noget andet.
-
Tip til fredag:
Fujii Kaze, Avalon, kl. 15 - stadionstor japansk popstjerne. God i ballader.
Electric Callboy, Arena, kl. 16:45 - drop idéen om god smag og hør schlager-metal.
Doechii, Orange, kl. 18 - sjov og super tjekket. Der er lagt op til show og skæv rap.
Florence Adooni, Avalon, kl. 19 - gospel møder lokal pop i det nordlige Ghana.
Georgie Greep, Gaia, kl. 21:15 - Black Midi-sanger går prog-amok på en melodisk måde.
-
Tjek også mit postkort fra onsdag på Roskilde:
Roskilde 25: Knytnæver i vejret
Man kan ikke snakke om Roskilde Festival i ental. Idéen om, at begivenheden kun består af én slags musik, kun har én type af deltagere og kun handler om de bands, der spiller på Orange Scene, har ikke noget med virkeligheden at gøre.
Så befriend eat høre nogen spille så tight og levende på én gang. Også inden Gloryhole, var der ikke et øje tørt i Pitten, og hvor er det smukt, at man stadig kan komme derop 5 min i koncert og næsten glemme man er til festivalkoncert. Ikke fordi man bi&, bare fordi det sker. Det var altså, med et udtømt ord, magisk
Ja til Beth Gibbons! Det er noget af det smukkeste jeg har oplevet på Roskilde nogensinde faktisk. Var meget overvældet, det tog mig på sengen. Sikke et band. Tænk at det stadig kan noget bare at spille så skide godt og ikke så meget andet. Det var meget meget rørende og lidt eksistentielt og jeg er officielt et gammelt røvhul nu