Roskilde, rødder og roots
Kan man rave kl. 14:30? Hvem spiser sneglen? Hvorfor lyder musikken bedre uden for Arena? Postkort fra torsdag i Roskilde.
Allerede inden koncerten med Kneecap, kunne jeg mærke elektriciteten i luften. Foran mig trak en fyr en gul elefanthue over hovedet, mens hans ven foldede et irsk flag ud. En gruppe klædt i fodboldklubben Celtics grønstribede trøjer gjorde klar til lidt eftermiddags-action.
Der var dækket op i irske farver med keltiske forbindelser og tårnhøjt humør. Kneecap er et af øjeblikkets bands og agiterer fra en base i den vestlige del af Belfast for et forenet Irland. Trioen bruger musikken til at tæve løs på englænderne.
“Get Your Brits Out,” råbte de, mens de rappede, hoppede og grinede sig gennem noget, der mere mindede om et rave end en almindelig koncert.
Klokken var halv tre om eftermiddagen, og folk gik amok.
Lokale konflikter smitter af på livet i festivalens globale landsby. Musikere har særlige interesser med i kufferten, når de træder ind i reservatet syd for motorvejen i Roskilde, og det blev tydeligt torsdag.
Dagens postkort fra festivalen tager dig med til koncerter, hvor rødder og roots kom i fokus. Fra nordirske gadedrenge til en banjospillende historiefortæller fra North Carolina.
Det var gode sager på en dag, hvor tiltagende mudder gjorde det sværere at finde steder at hvile stængerne.
Nederst finder du også tip til fredag på festivalen.
“Security har forklaret os, at der under ingen omstændigheder må laves moshpit. Forstår I? Ingen moshpit!”
Sådan lyder det fra Kneecap under koncerten i Gloria.
Resultatet er selvfølgelig, at folk mosher løs, laver en stor cirkel og brager ind i hinanden. Alt sammen i tårnhøjt humør, viftende med irske og palæstinensiske flag, mens bandet igen og igen - med brede smil og glimt i øjet - råber “ingen moshpit!”
På scenen er tre gutter klædt i Fred Perry, North Face og Nike. Standardudstyr for rapfans og hooligans. De starter fællessange til numre som ‘Fenian Cunts’, der handler om en aften, hvor en katolsk/republikansk fyr har scoret en protestantisk/loyalistisk kvinde.
Da hun opdager kultursammenstødet, kalder hun ham en “fenian cunt”, som er et udbredt skældsord om katolikker i det hjørne af verden. Ved alle i publikum, hvad det er, de råber med på?
Det er lidt mere tydeligt med ‘Your Sniffer Dogs are Shite’.
Kneecap er en hvirvelvind. To rappere i konstant bevægelse og en dj i elefanthue. De hopper, råber, griner. Og taler om selvstændighed, politik, mens de skyller Tuborg ned.
Det er en full force gale, der rammer, og i de hektiske minutter lyder ‘Better Way To Live’ - deres samarbejde med Grian Chatten fra Fontaines D.C. - som en frihedshymne. Ikke bare for folk i Nordirland.
Da jeg forlader Glorias mørke og kommer ud i lyset igen, står to ting klart:
Der mangler flis i området omkring Avalon. Mudder er bare ikke sjovt.
Festivalen meddeler, at countrysangeren Nick Shoulders har aflyst sin koncert.
Programmet skal sorteres igen, mens jeg trøstespiser årets største kanelsnegl. 40 kr. fra Piece Of Cake. Dejligt fedtet.
Et sted i det fjerne synger Ida Laurberg ‘Jeg Ka’ Rigtig Godt Li’ Dig’, mens Rhiannon Giddens og hendes band går fra lydprøve til koncert i en glidende bevægelse.
“Vi ankom for halvanden time siden. Det regnede, og vi tænkte: Pis. Nu skinner solen. Det skal nok gå alt sammen!”
Rhiannon Giddens spiller med rødderne uden på nederdelen og veksler mellem banjo og violin. Der er også flere harmonikaer i bandet, der på Avalon lyder som en varm aften på Tønder Festival. (Hvor Giddens har optrådt flere gange, inden Beyoncé tog hende med på sit seneste album, og Roskilde slog til.)
Det er en form for levende musikmuseum, Rhiannon kuraterer.
Hun håndplukker gamle sange fra North Carolina om slavehandel, hun skriver selv nyt i gammel stil om det amerikanske fængselsvæsen. Vi får en cajun-vals fra Louisiana og til sidst et cover af en Sister Rosetta Tharpe-sang.
Det er hyggeligt, og det er lektier.
To ting mere:
Mucha Macho-stråhattene lever. Hvem er de mennesker, der går med dem? I blame Gringo Bar.
Rapkoncerter på Orange, hvor dj’en spiller slappe hits i 15 minutter, før hovednavnet (i dette tilfælde Ice Spice) møder ind. Jeg har brokket mig over den slags tomgang i årtier. Kald det bare en kæphest.
Jeg hører tit, at tidens musik er flygtig, at det går alt for stærkt og så videre.
Men folk på Roskilde husker.
Det kan ses på crowden omkring Arena, da Heltene Fra 2019 vender tilbage til festivalen. Khruangbin er tidens mest diskrete succes, og koncerten for fem år siden var med til at skubbe gang i deres groove herhjemme.
Trioen fra Houston spiller instrumentalmusik bygget op omkring små-psykedelisk guitar, smidig bas og trommer, der sidder lige i lommen. Det er The Meters, Santana, Booker T, strandbar, ørkenrotter og thailandsk pop i et åbent globalt mix.
Showet begynder diskret med ‘A Love International’ fra det nye album ‘A La Sala’, men slutter en lille time senere i de højeste luftlag med et medley af funky hits - ‘Maria También’, ‘Evan Findes the Third Room’ og ‘Time (You And I)’.
“Det er en tilstand,” smiler en ven, da han passerer uden for teltet, “en god tilstand.”
Og jeg stod netop uden for Arena. Jeg oplever igen i år mudret lyd i den forreste (højre) del af det store telt. Det går langt bedre udenfor, hvor ekstra højttalere giver både top og bund.
Til gengæld kan man så ikke rigtigt se rødderne på scenen.
Tip til fredag
Kim Gordon, Avalon, kl. 17:15 - Sonic Youth-legende på solotogt.
Mabel, Avalon, kl. 19:15 - Hun er sin helt egen R&B-sanger, MEN HUN ER OGSÅ NENEH CHERRYS DATTER.
Charli XCX, Arena, kl. 21 - Er Charli endelig blevet en rigtig popstjerne?
Romy, Apollo, kl. 22 - Sangeren fra The xx går fuld klub. Hænderne over hovedet!
Róisín Murphy, Arena, kl. 23.45 - Excentrisk synthpop og revivaldisco. Sing it back.
Endnu engang. I SKABET !