Sly var langt ude
Farvel til en funkgud og en hyldest til et profetisk album om riots i gaderne.
Jeg fattede ikke en bønne af There’s a Riot Going On, da jeg hørte albummet første gang. Det var som om, at musikken blev sendt på en frekvens, jeg ikke kendte.
Sly Stone stod for mig som en glad funkgud, der spillede solskins-soul med et saftigt groove. Hans musik var kulørt og flippet og en energisk sidemakker til den ofte stivbenede, hvide hippierock.
Jeg kendte ‘Dance to the Music’, elskede ‘Everyday People’, ‘Hot Fun in the Summertime’, ‘Stand’ og alle de andre friske festbomber, og mit eksemplar af Greatest Hits fra 1970 befandt sig i mange år altid lige ved siden af grammofonen.
Men There’s a Riot Going On var noget andet.
Skiven blev ved med at dukke op i toppen af lister over verdens vigtigste album. Så jeg købte pladen, jeg hørte den, jeg blev forvirret og pakkede den væk.
Der gik flere år, før jeg gav musikken et skud igen. Så faldt brikkerne på plads, og jeg forstod, at Sly Stone var meget langt ude. På godt og ondt.
Sly Stone døde forleden, og det betyder, at der er en funkgud mindre i verden.
Genrens pionerer eksisterer snart kun som historie. James Brown er væk, Ray Charles er borte, George Clinton er her heldigvis endnu og er nærmest alene om at repræsentere et livligt punkt i musikuniverset, hvor krop og sjæl smeltede sammen.
Sly (Sylvester Stewart) blev 82, og det er vildt, at han nåede så langt. Hans livsstil kunne have stoppet ham for længe siden: Kokain, angel dust, crack, crystal meth var hans livsledsagere og kørte ham så langt ud på et sidespor, at man formodede, at han allerede var død.
Funkkollegaen George Clinton var hans drug-buddy i årevis. De blev anholdt sammen flere gange, og Parliament/Funkadelic-manden husker, at Sly jævnligt var tæt på døden. For eksempel dengang hans hus i Bel Air sprang i luften.
Nogen havde glemt at lukke for hanen til æteren, der blev brugt til at freebase kokain. Dampene fordelte sig i huset, og da Sly efter en lur tændte piben, eksploderede hans hjørne af bygningen.
Han overlevede og lukkede døren til huset.
Der er igen riots i gaderne
Sly Stone døde på et tidspunkt, hvor titlen There’s a Riot Going On igen passer til nyhedsoverskrifterne.
USA i 2020’erne er urolige på en måde, vi ikke har set siden Vietnamkrigen og overgangen mellem 1960’erne og 70’erne. Den aften, Sly døde, var der faktisk a riot going on i Los Angeles.
Albummet udkom i 1971, og det er tungt og mørkt, og det var svært at forstå den forandring, der var sket. Transformationen af den storsmilende flipper med det spraglede tøj, de store solbriller og energiske dansetrin var total. Han forvandlede sig til en stenet samfundskritiker, der lød, som om han var ude af stand til at rejse sig fra sin døs.
Band-feelingen var væk sammen med de friske kor og de perlende melodier.
Opturen blev erstattet af sortsyn, rytmeboks og lange søgende forløb, der ikke syntes at have et defineret mål. Jeg forstod intet, da jeg mødte pladen først gang. Det var simpelthen for intenst at lytte til There’s a Riot Going On.
Men med tiden åbnede sangene og albummet sig.
Måske fordi jeg blev ældre og fik modnet min musiksmag. Måske fordi jeg ad omveje kom længere ind i Slys tanker og musik. Hans idéer påvirkede andre grænsesøgende musikere, og efter store doser af Prince, D’Angelo, Erykah Badu eller Miles Davis’ elektriske On The Corner, virkede There’s a Riot Going On ikke længere som en enhjørning, men lød som en funky rundkørsel, et grundstof og lydsporet til en nation i opløsning.
Det er stadig en mærkelig plade. Traditionelle sangstrukturer er flået fra hinanden, og i stedet groover Sly derudaf, mens en rytmeboks tæller takten.
Trommemaskinen er en Maestro Rhythm King MRK-2 fremstillet af firmaet Gibson. ‘Rigtige’ musikere anså dengang rytmebokse for at være noget plat skrammel, men Sly fandt ud af, at maskinen gav ham total kontrol.
Han bruger den som en slags metronom. Rytmeboksen holder takten, og ved første lyt virker det meget simpelt, men så lægger man mærke til, hvordan alting er lidt ude af synk.
Rytmen er skæv. Lige som resten af musikken og Sly selv, og det er det, der får det hele til at swinge.
‘Family Affair’ er det mest tilgængelig track på albummet. Det var den første hitsingle, der anvendte rytmeboks.
Sly Stone havde hidtil spillet med musikere som trommeslageren Greg Errico, der havde givet alle de store 60’er-hits med Sly & The Family Stone en voldsom puls og energi. Han gled ud på et sidespor og forstod ikke, hvordan en maskine kunne erstatte ham.
Da Greg Errico hørte ‘Family Affair’ i radioen, blev det hele tydeligt: “Trommemaskinen stod for introen og fik dig til at standse op. Oh, wow, hvad er det? Sly tog en corny sound og lavede den om til en ting, der fangede øret,” siger han i bogen Dancing To The Drum Machine.
Ud over en boblende og skæv rytme har ‘Family Affair’ en tekst om en familie i opbrud, og der er i Slys stemme en fornemmelse af indestængt vrede, der måske handler om noget større end mødre, fædre, søstre, brødre:
You can’t cry, ‘cause you’ ll look broke down.
But you’re cryin’ anyway, ‘cause you’re all broke down.
Hans oprør pegede indad
Indspilningen af There’s a Riot Going On trak ud i flere år. Det var ikke sådan, man normalt arbejdede, hvis man var en populær hitmusiker.
Men Sly fik lang snor, fordi hans forgående plader vendte opfattelsen af sort og hvid musik på hovedet. Hans race- og kønsblandede band havde fyret op under pop-, R&B- og rock-fans. De havde spillet med succes på Woodstock og turneret USA tyndt.
Nu fik Sly Stone lov til at passe sig selv og fyre dollars af på narko og dårlige venner i en gammel villa i L.A. Omkring ham faldt nationen fra hinanden. Der var riots i gaderne, demonstrationer mod Vietnamkrigen, for borgerrettigheder og alle mulige andre sager.
Sly tog ikke del i den slags, selv om De Sorte Pantere prøvede at rekruttere ham.
Hans oprør pegede indad og fødte indignerede sange som ‘Runnin’ Away’ og ‘Africa Talks to You (The Asphalt Jungle)’, hvor funkbassen og den slæbende rytme tegnede et billede af en verden, hvor centrum forsvandt.
There’s a Riot Going On er et album, der vokser og vokser. Nye generationer af lyttere opdager det stadigvæk, og fordi det ikke lyder som noget andet, føles det som en gave, når man knækker koden og erkender storheden.
Der findes flere smutveje til at blive klogere på både det album og (måske) på Sly Stone selv.
Helt aktuelt er dokumentarfilmen Sly Lives! landet på Disney+. Filmen er instrueret af Questlove fra The Roots, der har gjort det til sin mission at fortælle de store historier om afrikansk-amerikansk musik. Dokuen kommer i hælene på koncertfilmen Summer of Soul, hvor man ser Sly & The Family Stone i topform.
Sly Lives! er en medrivende hyldest, der er båret af skønne historiske klip og en stribe eksperter i topform. Fra producerne Jimmy Jam & Terry Lewis, der giver musiklektioner, til rapperen André 3000s anerkendelse af den rebelske ånd i Slys musik.
Filmen er en smuk overbygning til de vilde historier i selvbiografien Thank You (Falettinme Be Mice Elf Agin), som Ben Greenman hjalp med at trække ud af en ældet og svagelig Sly.
Som dokuen er bogen både inspirerende rent musikalsk og helt vildt trist, når det handler om hovedpersonen.
Skulle du have mod på at lytte til manden selv, findes der enkelte interviews fra tiden efter hans ‘forsvinden’ fra musikscenen.
Altid nysgerrige Mats Nileskär fra Sveriges Radio opstøvede Sly i 2007 og fik en nogenlunde sammenhængende samtale med ham. Du finder den her.
There’s a Riot Going On spiller, mens jeg skriver disse ord. Det er stadig en tosset plade, som koger i sit dybe, mærkelige groove.
Det tog mig lang tid at lære at elske den plade og den lyd, men i dag virker den både profetisk, aktuel og vanvittigt funky. Tiden er den store musiks bedste ven - selv om flere af de emner, sangene handler om, ikke nødvendigvis har fået det bedre siden 1971.
Oh, you know, that time needs to be a little longer.
Oh TIME!
The universe needs to be a little stronger.
Time they say is the answer, huh.
But I don't believe it.
(fra ‘Time’)
Sly Stone (Sylvester Stewart). 15. marts 1943 til 9. juni 2025.