Tip til Roskilde '24
Roskilde kan stadig levere skæverter og alternative helte. Jeg sætter kryds ved 10 stærke outsidere i årets festivalprogram.
Roskilde Festival begynder om et øjeblik, og musikudvalget er som altid bredt og enormt.
Ugens Nyhedsbrev giver dig 10 bud på stærke oplevelser - plus det løse.
Jeg læser altid festivalplakater nedenfra, så der er få topnavne i mit udvalg, men masser af outsidere, det er værd at sætte kryds ved. Alle de nævnte kunstnere spiller på den ’rigtige’ festival, altså mellem onsdag 3. juli til lørdag 6. juli.
I bunden af nyhedsbrevet finder du også en playliste, hvor der er plads til endnu flere navne, som kan noget særligt.
Roskilde Festival er en højtid i musikland, og jeg regner med at udsende en stribe ekstra nyhedsbreve med reportager fra pladsen. Det betyder, at jeg dukker op i din indbakke lidt oftere i næste uge.
Vi ses oppe foran!
1) Porij. Lørdag.
Hvorfor kommer der ikke et band fra Manchester, som både kan lide indierock og ikke er bange for dansegulvet? Jamen, det gør der!
Porij lyder som om, de har slugt musikbyens historie. Den får bare et nyt medrivende twist. Porij er en bevidst fejlstavning af porridge. Det betyder havregrød.
2) Lankum. Lørdag.
Hvis du er så uheldig at slæbe rundt på en makker, der hader folkemusik, så hiv vedkomne med til Lankum. Det kan blive en vækkelse.
Lankum er tidens varmeste irske navn i spændingsfeltet med dronerock, goth og drejelire. Tungt band, der også kommer til København til efteråret.
3) Rhiannon Giddens. Torsdag.
Banjospilleren på det seneste Beyoncé-album. Og rigtigt meget andet, fx musikforsker, komponist og eminent på strengene.
Rhiannon Giddens sparker liv i ældgamle traditioner og nægter at anerkende genrebåse. Vil du have mere af den slags, kan Kara Jackson (torsdag) også levere sangene.
4) Nia Archives. Onsdag.
Jungle og drum’n’bass har et moment. De frenetiske rytmer er blevet lukket ud fra 1990’er-kælderen og får et nyt spin af en generation af producere og dj’s, som er for unge til nostalgi. Håber jeg.
Nia Archives lyder af London, fra vokal til beat.
5) WaqWaq Kingdom. Onsdag.
Hvis du kun skal se ét absurd japansk projekt i år, så lad det være WaqWaq Kingdom.
Og se er nok det rette ord. WaqWaq-duoen er visuelt stærk, mens musikken er en tosset kombination af traditionelle klange, 8-bit-galskab og anden elektronik.
6) Bixiga 70. Lørdag.
Brasilianerfesten leveres i år af et storband fra Sa͂o Paolo. Bixiga 70 har blik for begge sider af Atlanten, og der findes såvel afrobeat og caribiske elementer i deres brasilianske funk.
Der kan dukke politiske paroler op i mixet også, da gruppen er engageret i kampen mod landets (seneste) højredrejning.
7) Nick Shoulders. Fredag.
Country på Roskilde er sjældent af den moderne slags. Men hvis man som Nick Shoulders lyder som Hank Williams og spiller som i 1950’erne, er der fri bane.
Gutten stammer fra Arkansas og skriver fine sange, der får et skud rockabilly. Han kan også jodle.
8) Lalalar. Onsdag.
Den tyrkiske bølge er stærk. Som jeg tidligere har skrevet om, myldrer det frem med bands fra Anatolien, Istanbul og diasporaen, der blander psykedeliske flip og seje beats.
Lalalar er årets bedste bud på den cocktail.
9) Slauson Malone 1. Torsdag og fredag.
Musikere, der optræder på Platform-scenen, har tit et bredere budskab end ’kun’ musik. Det gælder også Slauson Malone 1, der dukker op flere gange i købet af festivalen med rytmisk snak og talte essays.
Er det rap? Jazzpoesi? Housetalk? Jazznørder vil hæve øjenbrynet, når jeg nævner, at Slauson Malone 1 (Jasper Marsalis) er søn af traditionalisten Wynton Marsalis.
10) Roísín Murphy. Fredag.
Der er gode chancer for at opleve en stribe koncerter med en duft af disco og house, når blandt andre Romy (fredag), Jesse Ware (onsdag) og Roísín Murphy (fredag) åbner for store vokaler og endnu større beats.
Murphy er en en dejlig flamboyant karakter, som efter Moloko har skabt en flot solokarriere som rodbevidst festindpisker.
Playliste!
Sådan lyder 10 af mine bud på en sjovere Roskilde Festival.
Der er mange flere navne på playlisten nedenfor – fra Barry Can’t Swim og Sofia Kourtesis til Smag På Dig Selv, Charli XCX og Tyla.
Du kan også læse mere om de Roskilde-aktuelle groove-maskiner Khruangbin og Din Ögon her.