Vi var engang så tæt
Taylor Swifts nye sange minder om, at mange musikere har brugt deres vrede og sorg til at skabe giftige skilsmissealbum.
Vrede kan skabe fantastisk musik, og hvis bitterhed, sorg, længsel, ondt i sjælen og kærlighed også er en del af følelsen, er ingredienserne til stede til at skabe et stærkt skilsmissealbum.
Sange om break-ups er der masser af, men skilsmissealbummet er et særligt fænomen, der kan høres både som en vemodig hilsen eller en syngende lussing til den partner, som har opført sig som et svin, været fraværende eller viste sig at være et forkert match.
Den slags parforhold kan hvirvle interessant materiale op for en sangskriver, og den, der er villig til at krænge sine personlige tanker ud på et helt album, træder ind i en lang musikhistorie.
Senest har Taylor Swift bevæget sig ind i dette univers med en stribe sange om lidenskaben, som brændte ud - eller stadig ulmer? Lanceringen af The Tortured Poets Department har ikke underspillet, at den kreative gnist udspringer af hovedpersonens tidligere forhold til den engelske skuespiller Joe Alwyn og (især) popsangeren Matty Healy fra gruppen The 1975.
Relationerne har domineret en stor del af omtalen af The Tortured Poets Department, og det private, det personlige og det offentlige er blevet vævet sammen.
Når man lytter til teksterne, falder spydigheder og lussinger tæt.
“And I don't even want you back, I just want to know / If rusting my sparkling summer was the goal?” synger Taylor Swift fx i ‘The Smallest Man Who Ever Lived’.
Men albummet har også plads til sødme og en stille dans med nogle af de skønne ting, de engang havde sammen.
Der er en klar afsender og en lige så tydelig modtager.
Taylor Swift-albummet udkommer oveni, at Back To Black spiller i biograferne. Den nye biopic om Amy Winehouse bruger sangene som skelet. Særligt albummet Back To Black var en rygende pistol for hendes følelser dengang i 2006, da hun længstes tilbage til sin Blake:
“You go back to her, and I go back to black”.
Kombinationen af Amy og Taylor fik mig til at dykke ned i kassen med store skilsmisseplader. Det er et fænomen, som findes inden for mange genrer, men fælles for de skilsmisseplader, jeg trækker frem i denne uges nyhedsbrev er, at de har en klar afsender og en lige så tydelig modtager.
Der er en playliste i bunden af nyhedsbrevet. Det er stærke sager, som både kan få dig til at græde og blive rasende!
Phil Collins: ‘In The Air Tonight’, fra Face Value (1981).
Phil Collins hang med næbet.
Hustruen Andrea havde længe klaget over, at han altid var på turné med Genesis, Brand X m.fl., og i 1979 skred hun. Med indretningsarkitekten, som skulle fikse deres nye hus, mens Phil var ude at spille.
Så nu sad han alene i et nyindrettet hus og måtte erkende, at hans ægteskab var forbi. Han havde fået en trommemaskine i gave, en Roland CR-78, og den leverede den vemodige grundtone til ‘In The Air Tonight’ og resten af Face Value, der blev et millionhit i skyggen af skilsmissen.
Det der med at sidde alene og skrive sange, mens man reflekterer over et forhold eller et ægteskab, som er forlist, er en udbredt formel, når det handler om skilsmisseplader.
Scener fra et ægteskab.
En af de mest berømte i nyere tid er For Emma, Forever Ago, Bon Ivers gennembrudsalbum fra 2008. Han – Justin Vernon – indspillede sangene i en hytte nær Au Claire i Wisconsin, mens han prøvede at finde sig selv og tænkte tilbage på tidligere kærester.
Beck var nede ad samme sti på Sea Chance, da han skrev om isolation, hjertesmerte og den ensomhed, han følte, efter at hans mangeårige kæreste fandt en anden.
Bruce Springsteen valgte at spille de fleste instrumenter selv, da han sang om voksen kærlighed på albummet Tunnel Of Love. Sangene er blevet beskrevet som rockmandens bud på Ingmar Bergmans Scener fra et ægteskab.
Det er til at høre, at Bruce Springsteens forhold til Julianne Phillips var ved at smuldre i fx ‘One Step Up’:
“We've given each other some hard lessons lately / But we ain't learnin' / We're the same sad story, that's a fact / One step up and two steps back”.
Lise Westzynthius: ‘Jeg glæder mig (til at slå dig ihjel)’, fra Tæt På En Kold Favn (2012).
Der kommer for alvor kulør på paletten, når vi kan høre sagen fra flere sider, og der findes en række album, hvor break-ups og skilsmisser er blevet til musik for begge parter.
Der er ingen tvivl om, at Lise Westzynthius var rasende, da hun skrev sange til albummet var Tæt På En Kold Favn. Få har skrevet tekster som “Jeg glæder mig til at slå dig ihjel / Partere dig, putte dig i kasser, farvel.”
Målet for vreden var hendes tidligere partner og kollega, Peter Sommer.
Han pakker flyttekasser ud og hænger billeder op.
Lise Westzynthius fortalte ved udgivelsen, at hun faktisk var ret glad – efter at have lavet pladen – og at det med at slå ihjel selvfølgelig ikke skal tages bogstaveligt, men mere vise, at det kan være okay at trække en streg i sandet og begynde forfra.
Fra sin side af forhandlingsbordet modtog Peter Sommer teksterne med nysgerrighed, og selv om ordene var hårde, udtalte han senere til Information, at han hæftede sig ved, at der også blev sagt nogle pæne ting om ham.
Han valgte at udgive sine egne tanker om bruddet på albummet Alt Forladt – og der ligger en tung melankoli over sangen ‘Hvorfor Løb Vi?’, hvor han pakker flyttekasser ud og hænger billeder op.
Joan Baez: ‘Diamonds & Rust’ fra albummet af samme navn (1975).
“My poetry was lousy you said.”
Det var næppe nemt at være i nærheden af Bob Dylan i 1960’erne, og Joan Baez oplevede både den intime og den kolde side af fænomenet. Hun synger om sine oplevelser i ‘Diamonds & Rust’, hvor man fornemmer kærligheden såvel som svigtet.
Hun bar oplevelsen i sig i mange år og udtrykker sine følelser direkte i den nye fine dokumentarfilm, Joan Baez - I Am Noise:
“He broke my heart”.
Der kom en stærk sang ud af den emotionelle rutsjetur.
Sjovt nok synger Joan Baez på samme album også en udgave af Bob Dylans ‘Simple Twist of Fate’, der måske/måske ikke handler om hende selv. Originalen findes på Dylans eget skilsmissealbum Blood On The Tracks fra 1974.
Marvin Gaye: Here, My Dear (1978).
Here, My Dear tog skilsmissepladen til et højere niveau. Marvin Gaye var i 1970’erne en af de største stjerner inden for soul og pop. Han var på toppen efter album som What’s Going On og Let’s Get It On.
Privat var han helt ude og skide. Han tog for mange stoffer, han drak, han var utro, og til sidst ville hans kone, Anna Gordy, ikke finde sig i mere.
Hun krævede skilsmisse og forlangte, at Marvin skulle betale hustrubidrag. Men soulsangeren var flad, så de endte i retten, hvor dommeren og advokaterne kom frem til et forlig.
Planen var følgende: Marvin Gaye får et forskud, når han indspiller et album. 300.000 dollar. Dertil kommer en forventet indtægt på ca. det samme.
Aftalen blev, at Marvin Gaye blev dømt til at indspille et nyt album, som Anna skulle have alle indtægterne fra. Det lød som en fin deal. Alle regnede med, at han ville fyre nogle popsange af og komme videre.
Here, My Dear er virkelig vild.
Men nej. Marvin Gaye tog sagen alvorligt og endte med at skrive et koncept-album om parrets forhold og samliv.
Here, My Dear er virkelig vild. Titlen er dobbelttydig og kan høres som både ‘hør engang, skat’ og ‘værsgo, min kære’.
Der bliver ikke sparet på detaljerne i sange som ‘When Did You Stop Loving Me, When Did I Stop Loving You?’
Anna Gordy blev RASENDE – og prøvede at stoppe pladen. Senere erkendte hun, at det faktisk er en meget smuk plade, der som andre dele af Marvin Gayes værk kun kunne lade sig gøre, fordi han brugte sine inderste følelser.
Pladesalget, som hun skulle have indtægterne fra, var i øvrigt minimalt, da albummet udkom. I dag regnes Here, My Dear som et mesterværk – og det er uomgængeligt, når det handler om skilsmisseplader.
Abba: ‘One Of Us’, fra The Visitors (1981).
Så er vi tilbage ved flyttekasserne. Agnetha pakker ud i den nye lejlighed, og musikken fortæller, at den svenske vemod er flyttet med.
Abbas musik er vævet tæt sammen med de fire musikeres personlige relationer. Benny & Frida, Björn & Agnetha. Det var kærlighed og parforhold. Det endte med skilsmisser og et par album, der har så kuldslåede tekster, at det kunne være postpunk fra Manchester.
Og nej, ‘The Winner Takes It All’ er ikke en sang om vindere. Det er taberens sang. Det samme er ‘One Of Us’. Hvem blinker først? Hvem af os to græder, når jeg går?
De fire, der engang var så tætte, kigger i hver sin retning.
Sangen sidder på det bundfrosne skilsmisseværk The Visitors, der blev Abbas sidste i den gyldne æra. Allerede på coveret er det tydeligt, at alt er galt. De fire, der engang var så tætte, står med afstand mellem sig og kigger i hver sin retning.
Og titlerne? ‘Slipping Through My Fingers’ om tiden, der går, og ‘When All Is Said And Done’ om bare at være færdig med det her.
‘One Of Us’ lyder som den reneste nordiske pop, men der er mørkt under overfladen.
Jeg har for nylig skrevet mere om Abba og vemod i forbindelse med den nyeste biografi om gruppen. Find artiklen her.
Gruppedynamikken i Abba fylder også en hel del i den nye doku Abba - imod alle odds, der kan ses på DR.
Det var fem store skilsmisseplader - plus det løse - som jeg ofte vender tilbage til.
Der er mange flere at tage fat på, også med grupper, der som Abba valgte at blive sammen, selv om relationerne faldt fra hinanden.
Det gælder ikke mindst Fleetwood Mac, der må være det mest dysfunktionelle band i rockhistorien. Læs mere her.
Andre har haft stor succes med at sende giftpile mod deres eks. Fra Adele og No Doubt til Nick Cave og PJ Harvey.
De og mange flere er med på playlisten sammen med Taylor Swift og Amy Winehouse. God fornøjelse med andres nedtur.